Tivoli forventer et betydeligt underskud som følge af væsentligt færre gæster
COVID-19 pandemien har haft stor indvirkning på Tivolis forretning og vil også fremadrettet have det.
Tivoli er efter åbningen af sommersæsonen 8. juni 2020 - godt to måneder senere end planlagt - fortsat påvirket af en række begrænsninger på Havens aktivitetsniveau, herunder manglende mulighed for at afholde FredagsRock og andre store begivenheder, lavere kapacitet på forlystelser og spisesteder samt manglende udenlandske turister i København som følge af restriktioner vedr. indrejse og overnatning i Hovedstaden.
På kort og mellemlangt sigt forventes Tivolis aktiviteter fortsat at være påvirket af væsentligt færre udenlandske turister i København og potentielle ændringer i danskernes forbrugsmønster. Hertil kommer effekter af de gældende myndighedsrestriktioner, som man ikke kender varigheden af.
Dette skaber væsentligt forringede forventninger til Tivolis aktivitetsniveau, gæstetal og omsætning i de kommende år. Usikkerheden knytter sig særligt til udsigterne for en normalisering af den udenlandske turisme, som historisk har udgjort ca. 30% af Tivolis gæster.
Ovenstående gør det vanskeligt at give konkrete forventninger til årets resultat før skat, men Tivoli kan ikke udelukke et underskud på op i mod 100 mio. kr., trods indregningen af de hjælpepakker, Tivoli har haft stor gavn af. Det afviger kraftigt fra Tivolis normale, ordinære resultat, som de senere år har været på ca. 100 mio. kr.
Som konsekvens er det nødvendigt at iværksætte en række initiativer for at tilpasse selskabets omkostningsstruktur. En række investeringer er aflyst eller sat i bero, og Tivoli påtænker at afskedige ca. 20% af sine ansatte, hvilket kan berøre 440 stillinger. De 440 ansatte er både helårsansatte og sæsonansatte - og det svarer til, at i alt 220 fuldtidsstillinger nedlægges.
Formanden for Tivoli A/S bestyrelse, Tom Knutzen, siger:
"Situationen er alvorlig for Tivoli. Vi kigger ind i et 2020, hvor Tivolis gæstetal og omsætning er stærkt præget af, at der kommer langt færre udenlandske turister til København på grund af grænselukningen og restriktionerne for overnatning i Hovedstaden. Dette ser ud til også at række ind i de kommende år. Derfor det nødvendigt for Tivoli at foretage ændringer i organisationen for at nedbringe lønomkostningerne og dermed genskabe en bæredygtig forretning".
Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst siger:
"Jeg har aldrig lagt skjul på, at Tivoli har tabt mange penge under nedlukningen. Med de dystre udsigter for især turismen i denne og kommende sæsoner, har Tivoli brug for at tilpasse forretningen, så den passer til det lavere aktivitetsniveau. Det siger sig selv, at når der ikke kommer turister, som normalt udgør 30% af vores gæster, så oplever vi en væsentlig nedgang i omsætningen. Ved at foretage denne tilpasning i forretningen baner vi vejen for, at Tivoli fortsat kan investere i gode oplevelser for vores gæster og være en attraktiv arbejdsplads. Det berører os dybt, at det er blevet nødvendigt at sige farvel til så mange dygtige og loyale medarbejdere, som har været med til at udvikle Tivoli."
Tivoli indleder drøftelser med faglige organisationer og beskæftigelsesråd efter gældende regler. De konkrete afskedigelser finder sted senere i juni.
Med venlig hilsen
Tom Knutzen Lars Liebst
Bestyrelsesformand Adm. Direktør
Kontaktperson: Pressechef, Torben Plank tlf. 22237440 / tpl@tivoli.dk
Vedhæftet fil
Tivoli AS - Fondsbørsmeddelelse nr 7 - Tilpasning af selskabets omkostningsstruktur
\Hugin
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›