Stærk årsafslutning løfter cBrains omsætningsvækst til 24%

Udgivet den 14-01-2021  |  kl. 08:12  |  


Fondsbørsmeddelelse nr. 3/2021


Stærk årsafslutning løfter cBrains omsætningsvækst til 24%


København, 14. januar 2021


cBrain glæder sig over en fortsat god udvikling og en markant øget omsætning i 4. kvartal, hvilket betyder, at det foreløbige regnskab for 2020 viser en omsætningsvækst på 24% og en indtjening før skat (EBT) på 17%.

2020 har været et godt år for cBrain, hvor en fortsat god udvikling af forretningen har givet anledning til flere opjusteringer.

Senest opjusterede cBrain i starten af december, hvor forventningerne til omsætningsvækst for regnskabsåret blev hævet fra 18-20% til mindst 21%. Dette præciseres nu til en omsætningsvækst på 24%.

I starten af december blev forventningerne til indtjening før skat (EBT) hævet fra 10-12% til mindst 13%. Dette præciseres nu til en indtjening før skat (EBT) på 17%.

cBrains forretning og vækstplan er baseret på salg af standardproduktet F2, som er designet og bygget til at understøtte digitalisering i den offentlige sektor. cBrain har opnået solid succes som leverandør til den offentlige sektor i Danmark, hvor mere end 75 myndigheder i dag anvender F2 som deres digitale platform, herunder 15 ud af de 19 ministerielle departementer. Samtidig er det lykkedes cBrain at eksportere F2 til en række lande.

Den største del af cBrains omsætning kommer fra salg af F2 i form af et såkaldt cloud abonnement (Software-as-a-Service). Abonnementet er prissat baseret på antallet af brugere, typer af brugere samt forskellige tillægsmoduler, som kunderne kan tilvælge. I forbindelse med abonnementet leverer cBrain endvidere en række serviceydelser, eksempelvis uddannelse af brugere.

Når cBrain kan notere en markant øget omsætning i de sidste måneder af året, skyldes det især et øget salg af F2 cloud abonnementer. Dette omfatter både nye kunder, som har taget F2 i brug, og eksisterende kunder, som har udvidet deres abonnement med flere brugere eller taget nye tillægsmoduler i brug.

Det er selvfølgelig rigtig glædeligt, når kunderne udvider deres brug af produktet, ikke mindst fordi tilfredse kunder underbygger cBrains referenceposition og dermed den fortsatte udvikling.

Den øgede omsætning af abonnementer har direkte effekt på indtjeningen, idet der kun er begrænsede produktionsomkostninger forbundet med leverance af selve abonnementet. Dette forklarer, at cBrains indtjening før skat (EBT) for regnskabsåret 2020 løftes til 17%.

Den gode afslutning på året betyder, at abonnementer nu udgør mere end 50% af cBrains samlede omsætning, og at cBrain står stærkere end nogensinde ved indgangen til det nye år.

cBrain offentliggør årsrapport for 2020 den 26. februar 2021 og afholder ordinær generalforsamling den 21. april 2021.


Med venlig hilsen           

Per Tejs Knudsen, CEO

Vedhæftet fil

Fondsbørsmeddelelser nr 2021-03 (Opjustering)

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk