Valuta: Fed-møde giver dollar yderligere styrke
Dollar udbygger torsdag styrkelsen over for de øvrige globale, toneangivende valutaer. Det sker, efter at handlerne har noteret sig, at den amerikanske centralbanks renteudvalg, FOMC, har reduceret antallet af skønnede rentenedsættelser i år til blot en fra tidligere to. Det fremgik af udtalelser fra centralbankens chef, Jerome Powell, efter rentemødet onsdag aften.
Bankens lidt strammere renteretorik gav allerede onsdag aften noget revanche til dollar, som tog et markant dyk, da friske nøgletal onsdag eftermiddag viste en lavere end ventet inflation i USA i maj.
Og styrkelsen er fortsat torsdag omend i mere behersket omfang.
Medvirkende til fremgangen for dollar er også et selvstændigt pres på dem japanske yen frem mod rentemødet i centralbanken, Bank of Japan, i Tokyo fredag. Forventningen er, at banken vil beslutte en mindre stramning af den ellers stærkt lempelige pengepolitik med henblik på at løfte den japanske rente.
Men den forventning gør omvendt yen meget sårbar over for skuffelser, påpeger nyhedsbureauet Reuters, som ser handlerne indstille sig på større udsving for yen.
Torsdag eftermiddag koster euro 1,0787 dollar mod 1,0807 dollar torsdag morgen og 1,0848 dollar onsdag eftermiddag.
Dollar koster samtidig 157,23 yen mod 157,02 yen torsdag morgen og 155,78 yen onsdag eftermiddag.
Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger torsdag eftermiddag 104,96 mod 104,79 torsdag morgen og 104,31 ved 17-tiden onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›