JD Sports bliver slået over fire år tilbage efter regnskab præget af valg og regnvejr
Den britiske sportstøjforhandler JD Sports har torsdag skuffet gevaldigt med sit regnskab for tredje kvartal, hvor både dårligt vejr og et amerikansk præsidentvalg har været ugunstigt for salget.
Aktien sendes efter en times handel ned med 14,6 pct. til 96,20 pence. Det er den laveste kurs for aktien siden 31. marts 2020.
JD Sports har som følge af udviklingen nedpræciseret sine forventninger til regnskabsåret 2024/25, og der ventes nu et overskud før skat i den lave ende af spændet 955-1040 mio. pund. Her lå analytikerne med en forventning på 989,1 mio. pund i den høje ende af spændet.
I sit regnskab forklarer JD Sports, at nedpræciseringen skyldes et volatilt handelsmiljø.
Hos børshuset Bernstein kommer man det dog lidt nærmere. Selv om salget var stærkt under skolestart - også kaldet "back to school" - bød oktober på flere udfordringer.
- Selv om "back to school" var stærk, var oktober svagere med en blanding af usædvanligt vejr, påvirkning fra det amerikanske valg og forsigtige forbrugere, skriver analytiker William Woods i en analyse ifølge Bloomberg News.
Selv om tredje kvartal var svagere end ventet, tror Bernstein-analytikeren på, at JD Sports kan blive en "attraktiv mellemlangsigtet væksthistorie".
Også hos canadiske RBC fremhæves forsigtige forbrugere som en årsag til det svage regnskab.
I tredje kvartal oplevede JD Sports en organisk salgsvækst på 5,4 pct., mens det sammenlignelige salg faldt 0,3 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›