Aktier/tendens: Mærsk og Rockwool i fokus på dag med inflationstal

Udgivet den 29-11-2024  |  kl. 07:48  |  
Arkiv: Foto

Der danske aktiemarked ventes fredag at åbne tæt på torsdagens slutniveau, efter en uensartet udvikling på børserne i Asien, hvor markedet i Tokyo dog var en smule under pres.

Mærsk kan komme i fokus som følge af nyt om fragtraterne og den fortsat anspændte situation i Mellemøsten, hvor både Israel og Hizbollah melder om brud på den våbenhvile, der blev indgået tidligere på ugen.

Desuden kan Rockwool få opmærksomhed efter analysenyt fra SEB, som fortsat ser et solidt potentiale i aktien.

Herhjemme steg C25-indekset 0,7 pct. torsdag til 1840,45 efter stigninger i 17 af de 25 aktier. Vestas toppede med en stigning på 4,0 pct. til 107,9 kr. oven på offentliggørelsen af en havmølleordre på 900 megawatt.

HØJERE JAPANSK INFLATION END VENTET

Fredag morgen har der været fokus på japanske inflationstal, som var højere end ventet, og ifølge Nordea har det betydet, at markederne nu indpriser godt 60 pct. sandsynlighed for, at der kommer en renteforhøjelse fra den japanske centralbank i næste måned.

- Det har samtidig ført til, at den japanske yen er blevet styrket, hvilket har lagt et nedadgående pres på de japanske aktier. I Europa peger formarkederne dog på en stort set uændret åbning på aktiebørserne senere her til morgen, skriver Nordea i en morgenkommentar.

Fredagens vigtigste nøgletal er den foreløbige opgørelse af forbrugerprisudviklingen i eurozonen i november. Det kan blive afgørende for, hvor meget Den Europæiske Centralbank vælger at sænke renten på sit næste rentemøde 12. december.

I USA kommer der igen gang i handlen efter torsdagens lukkedag i forbindelse med Thanksgiving, men det vil formentlig være med formindsket styrke, da mange amerikanere benytter lejligheden til en forlænget weekend.

Den tyske DAX-future ligger fredag morgen 0,1 pct. lavere, mens futures på de tre ledende amerikanske indeks stiger 0,3-0,4 pct.

RATENYT OG FOKUS PÅ VÅBENHVILE

Mærsk kan få opmærksomhed som følge af de ugentlige tal for udviklingen i rateindekset Shanghai Containerized Freight Index ( SCFI ), der udgives fra Shanghai Shipping Exchange.

Indekset måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden.

I forhold til Mærsk vil der også være fokus på udviklingen i Mellemøsten, hvor der tidligere på ugen blev indgået våbenhvile mellem Israel og Hizbollah. Siden har begge parter dog sagt, at der har været brud på våbenhvilen.

Udviklingen har betydning for udsigterne for, hvornår der igen kan sejles igennem Det Røde Hav frem for syd om Afrika.

Mærsks B-aktie steg torsdag 2,5 pct. til 11.725 kr.

Rockwool-aktien spås fortsat et pænt potentiale hos SEB trods ugens lidt skuffende regnskab for tredje kvartal, der onsdag sendte isoleringsaktien ned med 10 pct.

Torsdag rettede aktien sig dog 2,5 pct. til 2688 kr.

SEB har trimmet kursmålet en smule til 3400 kr. fra 3500 kr., men gentaget anbefalingen "køb". Finanshuset peger på, at Rockwool har vist sig "imponerende modstandsdygtig" i en tid med nedgang i sektoren.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder