Europa/lukning: Optur for fransk chipaktie i rødt marked
Der var fokus på Frankrig denne fredag, hvor en fransk chipaktie var højdespringeren i det fælleseuropæiske aktieindeks.
Samtidig blev det også dagen, hvor præsident Emmanuel Macron udnævnte Francois Bayreu som ny premierminister, efter at Michel Barnier for nyligt måtte gå af oven på et mistillidsvotum.
For det samlede indeks var stemningen imidlertid negativ, og Stoxx 600 gik på weekend med et fald på 0,6 pct.
Her gik franske Soitec dog mod strømmen med et plus på 7,3 pct., efter at analytikere fra Bernstein har udtryk sig positivt om selskabet.
- Soitec ser endelig ud til at være på rette vej for en genopretning, lyder det i en analyse ifølge Bloomberg News.
Den franske chipaktie og wafer-producent har haft et svært år, hvor aktien er stort set halveret siden årets start oven på en række faresignaler. Omvendt har det været en god periode siden seneste regnskab, hvor udsigterne var blevet bedre, skriver Bloomberg.
Værre går det for det britiske olieselskab Tullow Oil, der fredag faldt 9,9 pct. Det skete, efter at det torsdag aften kom frem, at den amerikanske konkurrent Kosmos Energy forhandler om at købe selskabet i en transaktion, der betales med aktier.
Det var Tullow, som i første omgang meldte ud torsdag, at der var indledt forhandlinger med den amerikanske konkurrent, hvorefter Kosmos bekræftede interessen. Det gik i første omgang ud over Kosmos-aktien, som faldt 15,1 pct. torsdag, men torsdag fulgte Tullow trop.
SER FLERE RENTENEDSÆTTELSER
Fredag var også dagen derpå, efter at Den Europæiske Centralbank torsdag sænkede renten med 25 basispoint for fjerde gang i år.
Ifølge Francois Villeroy, der er fransk styrerådsmedlem, vil ECB med stor sandsynlighed komme til at sænke renten adskillige gange også i 2025.
- Der vil komme flere rentesænkninger næste år, og det er rentesænkninger i flertal, siger Francois Villeroy til BFM Business TV ifølge Bloomberg News.
Selv om ECB ikke på forhånd forpligter sig til et bestemt tempo for kommende rentenedsættelser, er Francois Villeroy "ret komfortabel med finansmarkedernes prognoser" for de kommende pengepolitiske møder i næste år, siger han videre.
Her indikerer swapmarkedet fredag rentenedsættelser på omkring 120 basispoint frem til udgangen af næste år ifølge tal fra Bloomberg News.
Torsdag fortalte ECB-topchef Christine Lagarde samtidig, at den større rentenedsættelse på 50 basispoint var oppe at vende på mødet, inden hele rådet til sidst tilsluttede sig beslutningen om den mindre rentenedsættelse på 25 basispoint.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›