Össur nedjusterer forventningerne

Udgivet den 14-01-2020  |  kl. 14:15  |  
Arkiv: Foto

Össur nedjusterer forventningerne til 2019 på baggrund af foreløbige resultater for fjerde kvartal, der var præget af et svagt protesesalg.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet tirsdag eftermiddag.

Der ventes nu en organisk vækst på omkring 5 pct. mod tidligere omkring 6 pct. EBITDA-marginen før særlige poster ventes at lande på omkring 22 pct. mod tidligere omkring 23 pct.

De foreløbige resultater viser en omsætning på 686 mio. dollar, svarende til en organisk vækst på 5 pct. og en vækst på 16 pct. inklusive opkøb.

Det foreløbige driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, blev 150 mio. dollar.

- På trods af den midlertidige afmatning i protesesalget i fjerde kvartal, har vi tillid til, at vores markedsposition forbliver stærk, og vi venter fortsat organisk vækst i 2020.

- Lønsomheden for helåret var lavere, end vi ventede, hvilket hovedsageligt kan tilskrives det uventet lave salg i fjerde kvartal af 2019, siger administrerende direktør Jon Sigurdsson ifølge meddelelsen.

Nedjusteringen kommer, efter at Össur ellers opjusterede vækstforventningerne i regnskaberne for andet og tredje kvartal.

Oprindeligt regnede den islandske proteseproducent med en vækst på 4-5 pct. Den blev opjusteret til 5-6 pct. efter andet kvartal og til omkring 6 pct. efter tredje kvartal - blot for nu at sænkes lidt igen.

Forventningen til EBITDA-marginen før særlige poster har hele tiden været cirka 23 pct., men landede altså på cirka 22 pct.

I 2020 venter Össur, at den organiske vækst fortsat vil ligge på linje med eller over markedsvæksten.

Prognosen vil blive yderligere specificeret i forbindelse med årsregnskabet, der offentliggøres den 4. februar.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder