Ørsted afventer stadig vigtig aftale i Taiwan - tidsfristen nærmer sig

Udgivet den 20-12-2018  |  kl. 16:12  |  
Arkiv: Foto

Den danske energikoncern Ørsted har ikke lagt skjul på, at det er vigtigt for selskabet at indgå en aftale med det statslige elselskab Taipower for de kommende havvindmølleparker i Taiwan inden nytår.

Dermed kan selskabet nemlig få adgang til det lukrative støtteniveau, der gælder for aftaler underskrevet i år, men der er endnu intet nyt fra Ørsted om elkøbsaftalen, der også kendes under forkortelsen PPA.

I sidste uge var der meldinger om, at to konkurrenter allerede har sat deres underskrift på en sådan aftale med Taipower. Det kan betyde, at der stadig er håb endnu for den danske energikoncern, selv om der kun er 11 dage tilbage af året.

- Det kan indikere, at Ørsted sandsynligvis også når det i år, eller at de er lige på vippen til at tegne en kontrakt, hvis de vil, men spørgsmålet er på hvilke vilkår, siger Morten Imsgard, der er aktieanalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Swancor har selv annonceret, at selskabet har underskrevet en elkøbsaftale med Taipower for havvindprojektet Formosa 2, der har en kapacitet på 378 megawatt (MW). Det kan på den ene side tolkes som godt nyt for den danske koncern, vurderer også Casper Blom, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier.

- Det betyder i hvert fald, at man kan se, at Taipower er villig til at tildele nogle af de PPA'er i år, siger han til Ritzau Finans og fortsætter:

- Men når det er sagt, så har Ørsted lidt travlt, for det lader jo til, at prisniveauet kommer til at være lavere, hvis de ikke får underskrevet en aftale inden årets udgang. Alt andet lige er det sjovere at få en højere pris end en lidt lavere pris.

I sidste uge skrev det taiwanske medie Taipei Times, at også tyske Wpd har underskrevet en elkøbsaftale for et projekt i Taiwan, og en talsmand fra det taiwanske energiministerium bekræftede over for mediet, at to udviklere har indgået en aftale med Taipower. Wpd ønsker dog ikke selv at hverken be- eller afkræfte de meldinger over for Ritzau Finans.

KONKURRENTERS PROJEKTER SKAL VÆRE KLAR TIDLIGERE

Fælles for Swancor og Wpd er, at de to udviklere begge i april vandt retten til at slutte kapacitet til elnettet i Taiwan med projekter, der allerede skal være klar i 2020. For Swancor gjaldt det for hele kapaciteten på 378 MW, mens det for Wpd gjaldt for 360 MW.

Sidstnævnte vandt også retten til at tilslutte yderligere kapacitet til - men først de efterfølgende år. Ørsted vandt i samme runde retten til at slutte 900 MW til elnettet i Taiwan - men her hedder tidshorisonten 2021.

- De (Swancor og Wpd, red.) kan jo ikke begynde at opføre og bygge de her projekter uden at være sikre på, at de har en ordning for, hvordan strømmen skal aftages, og hvilken afregningspris der skal være. Det kunne desværre også godt tale for, at man fra regeringens side vurderer, at de her udviklere er de nødt til at lave en aftale med, for ellers rykker tidsplanen sig, og det kan de politisk ikke holde til.

- Men de andre udviklere, der har lidt mere tid, dem har de måske ikke supertravlt med at forhandle med - fordi rationalet kan være, at jo længere de venter, des større er sandsynligheden for, at de kan få udviklerne til at acceptere en lavere pris, end de egentligt har lovet dem. Det er en nærliggende tanke at få. Men det er kun gisninger, og vi kan ikke med sikkerhed vide, hvad der foregår i øjeblikket, siger Morten Imsgard.

LAVERE AFREGNINGSPRISER FOR AFTALER INDGÅET I 2019

Årsagen til at Ørsted har arbejdet for at få underskrevet kontrakten i år, er, at standardafregningsprisen (feed-in-tariff, red.) for vindprojekter, der underskriver en aftale i år, er højere, end hvis aftalen først indgås i 2019.

I december sidste år fastsatte det statslige elselskab Taipower en standardafregningspris for havvindprojekter, der løber over 20 år. Hvis en projektudvikler underskriver en elkøbsaftale (PPA, red.) med Taipower i 2018, betyder det, at selskaberne kan få en afregningspris på 5,8498 taiwanske dollar per kilowatt-time. Det svarer til omkring 0,17 euro per kilowatt-time.

I november kom det frem i et udkast, at havvindparker, der lander en elkøbsaftale næste år, muligvis skal forberede sig på en tarif, der er 12,7 pct. lavere end i 2018. Udspillet indeholder desuden et loft på 3600 fuldlasttimer om året per mølle, hvilket er under de estimerede 4000 fuldlasttimer, som havmøllerne kan presse ud af den taiwanske vind. Der er dog endnu ikke taget en endelig beslutning om, hvordan niveauet og loftet kommer til at se ud næste år.

- Det betyder lidt for værdisætningen, om Ørsted får en aftale til det ene eller andet niveau. I mine modeller er der en forskel på 10 kr. per aktie, hvis de får den til næste år frem for i år. Det vil sige, at jeg stadig tror, at de kan tjene penge på det - men ikke lige så meget, siger Casper Blom fra ABG Sundal Collier.

USIKKERHED OM PRISNIVEAU I SWANCOR-AFTALE

Udsigten til en lavere afregningspris har også fået flere udviklere op af stolen, og i en fælles erklæring har blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Wpd og Northland Power kaldt det for en skarp politisk uvending.

- Man skal da kæmpe med næb og klør for at få en så høj pris som muligt. Der er også noget risiko i Taiwan, for der er ikke rigtigt nogen, der har bygget noget stort derude endnu. Der er en risiko for, at det går galt, og så er det godt at have en margen, så de ikke står med håret i postkassen om nogle år, siger Casper Blom.

Swancor har ikke offentliggjort, hvilken standardafregningspris der fremgår af den underskrevne aftale for projektet, og ifølge Morten Imsgard er det på nuværende tidspunkt svært at være helt sikker på, hvorvidt selskabet har indgået aftalen til den lovede tarif for aftaler indgået i 2018, da det ikke fremgår direkte af selskabets meddelelse.

Usikkerheden skal også ses, i lyset af den politiske uro omkring blandt andet tarifferne i forårets tildeling af havvind i Taiwan der har bredt sig de seneste måneder.

Ritzau Finans har forsøgt at få en kommentar fra det taiwanske energiministerium, men det er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
16:39:01

 
5,02%
 
16:39:01

 
4,95%
 
16:39:01

 
3,60%
 
16:39:01

 
2,24%
 
16:39:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder