Ørsted køber amerikansk havvindkonkurrent for milliardbeløb

Udgivet den 08-10-2018  |  kl. 07:46  |  

Ørsted udvider nu for anden gang inden for få måneder forretningen med et opkøb i USA, og denne gang er det havvindforretningen, der får tilført et nyt selskab.

Den danske energikoncern har købt udvikleren Deepwater Wind, som selskabet har konkurreret med i de seneste udbudsrunder for havvind i USA. Købsprisen lyder på 510 mio. dollar, hvilket svarer til 3,3 mia. danske kr.

Ørsted har udråbt det amerikanske marked til at være en attraktiv vækstmulighed, og i løbet af det seneste år deltaget i flere udbudsrunder for havvind i USA, men selskabet har indtil videre måttet gå tomhændet hjem hver gang.

Deepwater Wind har til gengæld haft succes i flere af de amerikanske udbudsrunder, og dermed har selskabet vundet retten til at opføre havvind ud for kysten i staterne Rhode Island og Connecticut.

GIVER STRATEGISKE FORDELE

Selskabets organisation og aktiver inden for havvind vil blive lagt sammen med Ørsteds, når købet er faldet endeligt på plads. Det danske energiselskab forventer, at købet vil give "væsentlige strategiske fordele".

- Med denne transaktion skaber vi den førende platform for havvind i Nordamerika med det bedste fra to verdener: Deepwater Winds mangeårige ekspertise inden for udforskning, udvikling og godkendelse af havvindmølleprojekter i USA koblet med Ørsteds enestående resultater inden for teknisk udvikling, opførelse og drift af store havvindmølleparker.

- Dagens meddelelse konsoliderer Ørsteds position som verdens førende selskab inden for havvind med et stærkt fodfæste i Europa, Nordamerika og Asien-Stillehavsområdet, siger Martin Neubert, der er direktør for havvindforretningen hos Ørsted, i en pressemeddelelse.

Deepwater Wind har tre havvindmølleprojekter under udvikling i Rhode Island, Connecticut, Maryland og New York med en samlet kapacitet på 810 megawatt. Derudover råder selskabet over tre områder til udbygning af havvind i Massachusetts og Delaware, ligesom det står bag Block Island, som er den eneste havvindpark i drift i USA.

ÆNDRER INVESTERINGSFORVENTNINGER

Når købet er blevet en realitet, vil den samlede forretning gå under navnet "Ørsted US Offshore Wind", og organisationen vil bestå af et lokalt ledelsesteam med Thomas Brostrøm og Jeff Grybowski i spidsen som henholdsvis direktør og meddirektør.

Transaktionen er betinget af de amerikanske konkurrencemyndigheders godkendelse, og den forventes at være i hus inden udgangen af året.

Opkøbet ændrer ikke forventningerne til årets driftsresultat, men forventningerne til investeringerne, CAPEX, opjusteres til 23-25 mia. kr. fra 16-18 mia. kr.

I de nye forventninger medregnes købsprisen for Deepwater Wind, tidlige CAPEX-forpligtelser knyttet til den amerikanske land- og havvindportefølje i fjerde kvartal 2018 samt øgede investeringer i den øvrige portefølje grundet timing.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
22:00:01

 
8,97%
 
17:00:01

 
8,06%
 
17:00:01

 
4,22%
 
17:30:01

 
3,78%
 
17:30:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder