Ørsted Q4: Driften lander stort set som ventet

Udgivet den 01-02-2018  |  kl. 08:22  |  
Arkiv: Foto

Ørsted, der tidligere gik under navnet Dong Energy, kom igennem fjerde kvartal af 2017 med en indtjening stort set som forudset. Oktober, november og december gav et driftsoverskud før af- og nedskrivning, EBITDA, på 13.032 mio. kr., viser torsdagens årsregnskab.

Der var ventet en EBITDA-indtjening på 13.036 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates, hvor der dog var stor spredning i estimaterne. Energiselskabet opjusterede forventningerne til EBITDA-resultatet for hele 2017 senest i januar i år.

I samme kvartal af 2016 opnåede Ørsted et driftsoverskud på 6310 mio. kr.

På toplinjen præsterede Ørsted en omsætning på 15.598 mio. kr. mod en forventning om 19.887 mio. kr. blandt analytikerne. Den post landede på 15.678 mio. kr. i fjerde kvartal året forinden.

I omsætningsestimaterne var der dog også et bredt spænd fra det laveste bud på 17.056 mio. kr. og det højeste på 25.497 mio. kr.

Nettooverskuddet var på 9350 mio. kr. for de fortsættende aktiviteter, der dermed ikke omfatter olie- og gasforretningen, der er blevet solgt. Til sammenligning landede nettooverskuddet i samme periode for et år siden på 3514 mio. kr.

Ørsted rapporterer i "business performance", og der er derfor tale om justerede resultater.

I 2018 venter Ørsted et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 12-13 mia. kr., skriver selskabet endvidere i årsregnskabet.

Forventningen indeholder ikke nye partnerskabsaftaler, da selskabet i forbindelse med regnskabet har ændret guidancemetode. Fremover inkluderer forventningerne derfor kun effekten af de allerede indgåede aftaler inden for havvind.

Energiselskabet, der tidligere gik under navnet Dong Energy, realiserede til sammenligning et driftsoverskud på 22,5 mia. kr. for de fortsættende aktiviteter i 2017.

I regnskabet skriver Ørsted, at de nye forventninger til EBITDA er eksklusiv frasalget af havvindparken Hornsea 1, som selskabet fortsat regner med at sælge halvdelen af i enten andet kvartal af 2018 eller i 2019.

Indregnes frasalget af Hornsea 1, regner selskabet med, at driftsoverskuddet vil overgå de 22,5 mia. kr., som det realiserede i hele 2017.

Ørsted venter samtidig, at EBITDA i Wind Power bliver højere, den samme prognose gælder for Bioenergy & Thermal Power, mens driftsresultatet i Distribution & Customer Solutions ventes at blive væsentligt lavere end i 2017.

Bruttoinvesteringerne ventes desuden at udgøre 16-18 mia. kr. i 2018 i forhold til niveauet på 17,7 mia. kr. i 2017.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder