Ørsted-topchef: Lavere forventning skyldes naturlige frasalgsudsving

Udgivet den 30-01-2020  |  kl. 09:37  |  

Ørsted forudser et fald i den samlede driftsindtjening for energikoncernen i år sammenlignet med 2019.

Det skyldes dog hovedsageligt udsving, der er relateret til tidligere frasalg af havvindmølleparker.

Hvis der justeres for det, venter selskabet en fremgang, fortæller Henrik Poulsen, der er administrerende direktør hos Ørsted, kort efter offentliggørelsen af årsregnskabet torsdag morgen.

- Vi tager nogle gevinster hjem, når vi foretager farmdowns. I 2019 påvirkede det positivt med næsten 4 mia. kr.

- I 2020 forventer vi at have næsten ingen indtægter på den konto. Det er de svingninger vi altid vil have på grund af frasalgsprojekter, siger han til Ritzau Finans og henviser til frasalg af ejerandele i havvindmølleparker, hvilket også kaldes farmdowns.

Ørsteds egen prognose for 2020 forudser et driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger på 15-16 mia. kr. Til sammenligning kunne Ørsted fremvise 17,5 mia. kr. på den post i 2019.

Sidste år løftede frasalg af den store britiske havvindmøllepark Hornsea 1 driftsindtjeningen med 3,8 mia. kr.

Selv om salget blev indgået og fik den klart største effekt i 2018, så blev den sidste del først indtægtsført i 2019.

Når den post fraregnes, lød det samlede driftsoverskud på 13,7 mia. kr. sidste år, fremgår det af en præsentation fra Ørsted.

Hvis det tal benyttes som sammenligningstal for 2019, er forventningen på 15-16 mia. kr. i 2020 dermed en fremgang.

Frasalgsposten er også årsagen til, at Ørsted i 2020 forventer en lavere indtjening i havvinddivisionen, som er selskabets ultimativ største forretningsområde.

Når det kommer til indtjeningen fra de havvindmøller, der er i drift, venter selskabet dermed omvendt en stigning.

- Når vi justerer for naturlige udsving, der er fra frasalgsprojekter, så vil vi have en fornuftig stigning stadigvæk i driften fra havvind. siger Henrik Poulsen.

- Det vil være drevet af, at Hornsea 1 for første gang vil være i fuld produktionen for et helt år, og der vil også være en mindre vækst fra konstruktionen fra Borssele 1 & 2, som skal i gang senere i 2020, siger Henrik Poulsen.

Den sidste vindmølle til Ørsteds britiske havvindmøllepark Hornsea 1 blev installeret i oktober sidste år, og i slutningen af året var projektet for første gang i fuld drift.

Hornsea 1 er på nuværende tidspunkt verdens største havvindmøllepark, og den har en samlet kapacitet på 1,2 gigawatt.

Det er også netop den park, som Ørsted i 2018 solgte halvdelen af til Global Infrastructure Partners.

I fjerde kvartal af 2020 forventer energikoncernen også at have de tyske projekter Borssele 1 & 2 klar til drift.

Det kommer dermed til at påvirke indtjeningen positivt i slutningen af året, hvis planen holder stik.

Ørsted forventer samtidig at skrue godt op for bruttoinvesteringerne, Capex, i 2020, der byder på et højt aktivitetsniveau inden for konstruktionen af vindmølleparker til vands og til lands.

I år forventer selskabet at løfte investeringerne til 30-32 mia. kr. fra 23,3 mia. kr. i 2019.

Sidstnævnte var en smule over selskabets prognose for 2019 om investeringer på 21-23 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder