Ørsted: Uenighed i Rhode Island om udbudsrunde for vedvarende energi

Udgivet den 30-07-2019  |  kl. 15:26  |  
Arkiv: Foto

Energikontoret i den amerikanske stat Rhode Island er ikke tilfreds med udvælgelsen i den seneste udbudsrunde for vedvarende energiprojekter i staten, som energiselskabet National Grid stod for.

Det skriver The Providence Journal, der er den største avis i staten.

I udbudsrunden kunne flere typer af vedvarende energiprojekter, herunder solenergi, landvind og havvind, byde ind, og blandt tilbudsgiverne var også den danske energikoncern Ørsted og konkurrenten Vineyard Wind, der begge allerede har vundet udbudsrunder for havvind i USA i løbet af de seneste år.

Fredag aften dansk tid annoncerede National Grid i en kortfattet meddelelse, at selskabet nu har udpeget en betinget vinder i udbudsrunden i Rhode Island, som dermed går videre til de endelige kontraktforhandlinger.

National Grid oplyste dog hverken, hvilken udvikler eller hvilket bud sejren var gået til, og det vides heller ikke, hvilken energiform der har haft held med at gå videre til kontraktforhandlingerne.

Det blev i stedet oplyst, at der ville komme flere detaljer på bordet, når kontraktforhandlingerne var færdiggjort senere på året.

ENERGIKONTOR: FOR FÅ PROJEKTER VALGT

Valget har dog tilsyneladende ikke vakt begejstring hos energikontoret i staten, Rhode Island Office of Energy Ressources (OER), skriver The Providence Journal.

OER kritiserer nemlig National Grid for kun at have valgt et enkelt projekt i udbudsrunden.

- I dag var OER skuffet over at finde ud af, at National Grid har foretaget en betinget udvælgelse af kun et projekt for en lille del af den vedvarende energi, der kom frem som en del af udbudsrunden på 400 megawatt.

- Ved at gøre det har selskabet efterladt vedvarende energiressourcer til overkommelige priser og millioner af dollar i potentielle omkostningsbesparelser for lokale forbrugere på bordet, lød det i en efterfølgende udtalelse fra OER ifølge The Providence Journal.

Selv afviser National Grid, at det har frataget forbrugerne mulige omkostningsbesparelser, og selskabet slår samtidig fast, at det fortsat vil øge udbuddet af vedvarende energi i Rhode Island.

Ifølge National Grid kan der være flere besparelser i vente for forbrugerne, hvis udbudsrunderne først for alvor skaleres op, i takt med at priserne på vedvarende energikilder falder, skriver avisen.

- Faktisk var fremtidige omkostninger for vores kunder årsagen til, at vi ikke foretog yderligere udvælgelser på dette tidspunkt. Historiske tendenser og anden information, som vi er nødt til at se på, antyder, at priserne på vedvarende energi vil fortsætte med at falde, siger Terry Sobolewski, der står i spidsen for National Grid, ifølge The Providence Journal.

FLERE OPLYSNINGER KOMMER FØRST I OKTOBER

Ifølge avisen vil flere oplysninger om vinderen af udbuddet ikke blive offentliggjort, før kontrakten indsendes til videre godkendelse den 12. oktober.

Flere stater plejer ellers også at offentliggøre resultatet af den betingede udvælgelse.

Den danske energikoncern Ørsted oplyser til Ritzau Finans, at selskabet endnu ikke har hørt noget fra National Grid om udfaldet af udbudsrunden.

Rhode Island er hjemstedet for den første havvindmøllepark i USA. Den er opført af udvikleren Deepwater Wind, som sidste år blev opkøbt af Ørsted. Havvindmølleparken har en kapacitet på bare 30 megawatt.

Deepwater Wind, der nu er en del af den danske energikoncern, blev også sidste år udpeget til at opføre endnu en havvindmøllepark med en kapacitet på 400 megawatt i den amerikanske stat.

Ørsted afsluttede de endelige kontraktforhandlinger med National Grid i starten af året for havvindmølleprojektet, der går under navnet Revolution Wind.

I den nye udbudsrunde for vedvarende energi i Rhode Island havde Ørsted indgivet flere bud på mulige havvindprojekter - herunder for en udvidelse af projektet Revolution Wind.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
23/08/19

 
9,21%
 
23/08/19

 
4,50%
 
23/08/19

 
1,69%
 
23/08/19

 
1,02%
 
23/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder