9 ud af 10: Haven er vigtig, når vi køber hus

Udgivet den 19-05-2020  |  kl. 06:00  |  
Lækker have på Skovby Skolevej 1, Ærø

Villa med lækker have til salg på Skovby Skolevej 1, 5985 Søby Ærø. Foto: Realmæglerne

Har du blik for lige at tjekke haven, inden din ejendomsmægler kommer med en potentiel køber af dit hus?

Hvis ikke er det er en god ide næste gang at slå græsset og fjerne det værste ukrudt. For en minimal indsats kan være forskellen mellem salg og ikke salg. En ny afstemning blandt brugerne af Boligsiden viser nemlig, at haven betyder noget for mange huskøbere.

"Næsten ni ud af 10 boligkøbere svarer, at haven betyder noget. Det er en meget stor andel, så den her undersøgelse viser tydeligt, at danskerne hungrer efter hus med have. Haven er blikfanget, når du skal sælge boligen. Og selv om mange svarer, at de ikke bliver skræmt af en tilgroet have, så er det nok en god ide, hvis du er sælger, at du sørger for, at haven fremstår så indbydende som muligt," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Vigtig på grund af coronakrisen

Som Birgit Daetz er inde på, er det ikke alle huskøbere, der lader sig afskrække af en lang græsplæne og et uplejet rosenbed. 44 procent svarer i afstemningen, at haven er vigtig, men at en tilgroet have ikke skræmmer.

Omvendt svarer 25 procent, at den er meget vigtig og skal være vedligeholdelsesfri, mens 19 procent mener, at haven er meget vigtig – særligt efter coronakrisen.

"Når 19 procent svarer, at haven er meget vigtig som følge af coronakrisen, er det nok også et udtryk for, at haven den kommende tid vil komme endnu mere i fokus. Danskerne ved godt, at de i den nære fremtid kommer til at rejse mindre og være mere hjemme, og at det derfor er afgørende, at hjemmet også spiller udenfor. Derfor er haven blevet et vigtigere parameter for dem, der er i købsmodus," siger Birgit Daetz.

11 procent svarer i afstemningen, at haven ikke er vigtig, mens to procent ikke tager stilling og svarer "ved ikke".

Sådan gjorde vi

Fra den 29. april til den 7. maj spurgte vi brugerne af Boligsiden: Hvor meget betyder haven for dig i forbindelse med et huskøb? Vi fik 1.061 svar, der fordelte sig således:

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯