AaB holder kursen med underskud i tredje kvartal

Udgivet den 07-11-2017  |  kl. 15:00  |  
Arkiv: Foto

Aalborg Boldspilklub (AaB) har haft røde tal på bundlinjen i tredje kvartal, men det var i forvejen med i budgettet. Kursen er fortsat sat mod et tocifret overskud før skat for hele 2017.

Tredje kvartal gav et underskud på 4 mio. kr. før skat, skriver AaB i en periodemeddelelse tirsdag eftermiddag. Dermed har årets første tre kvartaler tilsammen givet et plus på 20,3 mio. kr. på den post.

Der ventes fortsat et 2017-overskud før skat i niveauet 15-20 mio. kr., svarende til et underskud på mellem 0,3 og 5,3 mio. kr. i fjerde kvartal.

- AaB har en overordnet økonomisk målsætning om et nulresultat uden transferindtægter og under forudsætning af, at der opnås en sjetteplads i Alka Superligaen. Når der realiseres transferindtægter geninvesteres disse hovedsageligt sportsligt, skriver AaB i meddelelsen og fortsætter:

- Som beskrevet er der indgået kontraktlige forpligtelser, som er muliggjort gennem de betydelige transferindtægter, der er realiseret i både 2016 og 2017. Disse sportslige investeringer vil påvirke resultatet negativt i perioden 2018-2020 med 35 mio. kr., hvis ikke der sælges spillere eller opnås bedre placeringer end nummer seks.

AaB ligger efter 15 runder i Superligaen på en ottendeplads og er tre point bagud i forhold til sjettepladsen.

/ritzau/Finans

Mathias Stigsgaard

Tags:  Report❯  main text❯ 

Relaterede nyheder