AGF scorer tocifret millionoverskud for andet år i træk

Udgivet den 23-09-2020  |  kl. 14:33  |  

AGF kom ud af regnskabsåret 2019/20 med let faldende omsætning, men med et resultat for året som var højere end året forinden.

Det fremgår af årsregnskabet, som fodboldkoncernen fra Aarhus onsdag har offentliggjort.

AGF landede i selskabets netop afsluttede regnskabsår en omsætning på 122,0 mio. kr. mod 130,7 mio. kr. sidste år.

På bundlinjen kunne AGF fremvise et resultat for året på 11,97 mio. kr. mod et overskud på 10,66 mio. kr. sidste år.

- Trods de vanskelige vilkår, som covid-19 medførte i anden halvdel af regnskabsåret, er vi lykkedes med at bygge videre på den positive udvikling, koncernen de senere år har gennemgået, og vi har i sæsonen slået en lang række rekorder, når det kommer til tilskuere, transfer, merchandisesalg, tv-seere og sponsoromsætning.

- Det har betydet, at vi for andet år i træk kommer ud med et tocifret millionoverskud, og både sportsligt og kommercielt gælder det nu om, at vi får langt flere lag på vores forretning og tager nye skridt i den retning, vi har udstukket, siger administrerende direktør Jacob Nielsen i regnskabet.

Koncernens resultat er positivt påvirket af øgede sponsor- og transferindtægter i form af salg af kontraktrettigheder, skriver AGF i regnskabet.

- Derudover har indfrielsen af den sportslige målsætning om deltagelse i mesterskabsspillet haft positiv indvirkning på årets resultat, lyder det.

AGF venter i regnskabsåret 2020/21 et positivt resultat før skat mellem 15 og 30 mio. kr.

Tabel over AGF's årsregnskab for det forskudte regnskabsår 2019/20:

Mio. kr. FY 2019/20 FY 2018/19
Omsætning 122,0 130,7
Resultat af primær drift -13,8 0,4
Resultat før skat 10,1 10,1
Nettoresultat 12,0 10,7
Udbytte pr. aktie 0 0

AGF forventninger til 2020/21:

Mio. kr. Ved FY 2019/20
Res. før skat 15-30

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder