AGF ser sig godt polstret under coronakrisen

Udgivet den 08-04-2020  |  kl. 16:33  |  
Arkiv: Foto

AGF skal nok klare sig, selv om klubben for tiden er ramt af den midlertidige nedlukning af Superligaen. Det siger bestyrelsesformanden for selskabet bag fodboldklubben, Lars Fournais, til Ritzau Finans.

- Finansielt står vi ret solidt. Vi har en robust økonomi og en solid egenkapital i AGF. Vi er ikke truet på vores eksistens overhovedet, siger han.

Meldingen kommer, efter at klubben onsdag har valgt at suspendere sine forventninger til sit skæve regnskabsår 2019/2020, som slutter til juni.

- Det er svært at få et overblik over de hjælpeforanstaltninger, der er i fodbolden med tv-pengene og hvornår de udbetales og så videre, siger formanden.

De tidligere forventninger lød på et positivt resultat før skat på 10-15 mio. kr.

MEDARBEJDERE SENDT HJEM

Ligesom andre arbejdspladser bliver der gjort, hvad der kan, for at afbøde tabene som for tiden kradser i økonomien.

- Vi forsøger at holde virksomheden så godt i gang, som vi kan. Vi holder os i meget tæt dialog med vores sponsorer, og vi har sat ting i gang med vores sæsonkortholdere, siger Lars Fournais.

Klubben har sendt cirka halvdelen af sine medarbejdere hjem på den ordning, regeringen har stillet til rådighed, hvor staten betaler noget af de hjemsendtes løn. Det er både medarbejdere i administrationen og den sportslige sektor, som er sendt hjem.

Lars Fournais kan ikke komme med et bud på, hvor lang tid klubben kan klare sig uden fodbold, men understreger, at klubben kan holde i lang tid uden ekstra kapital.

- Det kan jeg ikke give et bud på, men vi kan da holde i rigtig lang tid. Kapitalindsprøjtning bliver ikke nødvendigt. Det er slet ikke i de baner, vi er.

GOD ØKONOMISK SÆSON HIDTIL

Superligaen meddelte tirsdag ud, at den efter statsministerens seneste pressemøde har planer om at starte op enten i midten eller slutningen af maj. Dog uden tilskuere.

- Vi ligger godt i superligaen og pokalturneringen, så vi håber sørme, at vi for lov at spille færdig. Det har været en rigtig fin sæson for os økonomisk indtil nu, afslutter Lars Fournais.

Den gode sæson betød, at AGF tidligere i sæsonen oppræciserede sine forventninger til overskuddet i år fra et resultat før skat på 5-15 mio. kr.

AGF driver to segmenter. Det ene er fodbold, der omfatter AGF's bedste fodboldhold og ungdomselitehold samt Esport. Det andet er Ceres Park & Arena, der omfatter driften af sports- og eventfaciliteten Ceres Park & Arena, som forpagtes af Aarhus Kommune, samt Stadion Fysioterapi.

Aktien i AGF ligger onsdag eftermiddag 3,8 pct. lavere i 0,37 kr. Siden årsskiftet er den dog steget med 2,1 pct.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder