Aktier/åbning: C25-indekset falder markant - alle aktier i rødt

Udgivet den 24-02-2020  |  kl. 09:10  |  
Arkiv: Foto

Fornyet virusfrygt tynger de globale aktiemarkeder mandag, og det danske C25-indeks er ingen undtagelse.

Efter få minutters handel falder det danske eliteindeks med 2,3 pct. til 1329,67, hvor samtlige aktier er i rødt. Lundbeck startede dagen ud med et spinkelt plus, men det varede kun få minutter.

Lundbeck har ellers fået markedsføringstilladelse af den amerikanske lægemiddelstyrelse til lægemidlet Eptinezumab til forebyggelse af migræne hos voksne. Midlet vil være tilgængeligt fra april 2020 og vil blive markedsført under navnet Vyepti.

Det meddelte Lundbeck natten til lørdag.

Godkendelsen er vigtig for Lundbeck, der overtog rettighederne til midlet med købet af amerikanske Alder Biophamaceuticals i september sidste år.

Det skete i handel til omtrent 2 mia. dollar, eller dengang omkring 13 mia. kr., hvor netop Eptinezumab blev fremhævet som det væsentligste aktiv.

Midlet vil dog ramme et konkurrencepræget marked og vil formentlig blive brugt i en niche af markedet, mener finanshuset Jefferies.

Jefferies hæfter sig ved, at Vyepti tages intravenøst, mens tre konkurrerende midler fra Amgen, Eli Lilly og Teva Pharmaceuticals, alle blot skal injiceres under huden.

Lundbeck-aktien falder 0,5 pct. til 265,80 kr.

TRANSPORTGIGANT SKAL NEDLÆGGE ARBEJDSPLADSER I TUSINDVIS

Sammenlægningen mellem DSV og Panalpina skal kaste omkostningsbesparelser af sig, og for at nå målene vil selskabet nedlægge mellem 3000 og 4000 arbejdspladser.

Det fortæller DSV Panalpinas finansdirektør, Jens Lund, til Dow Jones. Han forventer, at integrationen og tilpasningen i det store hele vil være på plads allerede i år, hvilket vil betyde, at selskabet derefter basalt set kan fokusere på normal drift fra 2021 og fremadrettet.

DSV Panalpina har et mål om at sikre sig 2,3 mia. kr. i samlede besparelser i forbindelse med sammenlægningen af DSV og Panalpina, som faldt på plads sidste år.

Aktien i DSV Panalpina kører fra morgenstunden tilbage med 3,8 pct. til 743,30 kr.

GENMAB-PARTNER HAR INDSENDT ANSØGNING

Genmabs schweiziske partner, Novartis, har indsendt registreringsansøgninger i USA og Europa for Ofatumumab til behandling af patienter med multipel sklerose med tilbagefald, RMS.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har kvitteret for ansøgningen, der vil blive hastebehandlet under reglerne om "priority review". Novartis venter derfor en tilbagemelding allerede i juni. I Europa ventes en tilbagemelding i andet kvartal af 2021.

Desuden skal Genman finde en ny bestyrelsesformand, efter at selskabets nuværende, Mats Pettersson, har besluttet sig for at træde tilbage.

Biotekkoncernens bestyrelse planlægger på den baggrund at udpege 59-årige Deirdre P. Connelly, som allerede er bestyrelsesmedlem i Genmab, til at overtage posten efter generalforsamlingen. Deirdre P. Connelly er i forvejen næstformand i Genmabs bestyrelse.

Genmab har desuden fået løftet kursmålet hos JP Morgan til 1850 kr. fra 1700 kr. JPMorgan gentager anbefalingen "overvægt" af aktien.

Aktien falder 0,6 pct. til 1696,50 kr.

Danske Bank har fået sænket sin anbefaling til "neutral" fra "køb" af det amerikanske finanshus Citigroup.

Kursmålet bliver sat til 119 kr. Det skriver Bloomberg News.

Danske Bank-aktien falder 3 pct. til 116,90 kr.

NNIT FÅR NY FINANSDIREKTØR

It-konsulentselskabet NNIT's bestyrelse udnævner Pernille Fabricius til nye finansdirektør og medlem af direktionen med effekt fra senest 1. august 2020. Det skriver NNIT i en meddelelse mandag morgen.

Pernille Fabricius kommer fra positionen som Group CFO for britiske John Guest International Ltd., der producerer rørsystemer til blandt andet VVS-branchen, drikkevaresektoren og automotivesektoren.

NNIT-aktien falder 3,5 pct. til 109,60 kr.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder