Aktier/åbning: Chr. Hansen dratter fra åbningen

Udgivet den 15-01-2020  |  kl. 09:22  |  
Maersk

Et lidt skuffende regnskab for første kvartal får Chr. Hansen til at falde tungt fra åbningen. Aktien har sat kurs mod det laveste niveau i mere end et år efter et fald på 5,9 pct. til 500 kr.

Det sker, efter et regnskab der ikke helt levede op til forventningerne til omsætning og indtjening.

Samtidig nedpræciserer Chr. Hansen vækstskønnet for hele året til 4-6 pct. fra tidligere 4-8 pct. EBIT-marginen ventes uændret at lande på 29,5 pct.

Samtidig springer det i øjnene, at ingredienskoncernen skrotter sine langsigtede målsætninger fra 2018 og erstatter dem med nye midlertidige mål frem mod 2024/25.

Der lægges der op til en "midt til høj" encifret organisk vækst mod de tidligere forventninger om en høj encifret vækst (8-10 pct., red.) frem mod 2021/22.

- Det er et signal om, at der er noget strukturelt i markederne, der ændrer sig. Slutmarkederne vokser mindre end tidligere, og derfor får Chr. Hansen sværere ved at leve op til det, det har lovet tidligere, siger Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

Han spåede inden markedets åbning et kursfald på 5-10 pct. i Chr. Hansen.

C25-indekset holder dog skindet på næsen og stiger 0,1 pct. fra åbningen til 1256,28 efter fremgang til blandt andet Novo Nordisk. Børsen skriver onsdag, at Novo Nordisk på den årlige J.P. Morgan-konference har annonceret, at analyser af data fra forsøg med Victoza viser, at GLP-1-midlet udsætter tidspunktet for demens. Novo-aktien stiger 1,2 pct. til 403,30 kr.

ISS HÆVES AF GOLDMAN

ISS, der stiger 1,3 pct. til 170,75, har fået løftet sit kursmål med 12,5 pct. til 180 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Anbefalingen er stadig "neutral". Det fremgik tirsdag efter dansk børslukketid af Bloomberg News.

Pandora var tirsdag den klart mest stigende i C25-regi - blandt andet hjulpet af et forhøjet kursmål til 380 kr. fra Kepler. Mens Kepler forhøjede sit kursmål, øgede Melvin Capital Management LP sit sats på kursfald i aktien til en position, der svarer til 2,69 pct. af aktiekapitalen mod tidligere 2,56 pct. Det er dog stadig mindre end i starten af november, da hedgefondens shortposition toppede på 3,02 pct. Pandora er åbnet med en gevinst på 0,6 pct. til 3563,30 kr.

NETCOMPANY OG ÖSSUR SÆNKES

Netcompany er efter en pæn kursudvikling kommet op i et leje, som tilsyneladende ikke længere kan retfærdiggøre en hold-anbefaling hos ABG Sundal Collier.

Tirsdag sænkede ABG anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold", mens kursmålet er uændret 276 kr. Det skal sammenlignes med en åbningskurs onsdag på 318 kr. - 1,5 pct. lavere end tirsdag.

Også Össur må se tilliden til den fremtidige kursudvikling dale. Nordea har sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold", efter at den islandske proteseproducent nedjusterede forventningerne tirsdag. Aktien falder 2,9 pct. til 48,55 kr. oven i et fald på 11 pct. tirsdag.

A.P. Møller - Mærsk, der falder 0,8 pct. til 8928 kr., er efter et par stille år igen klar til opkøb.

Det skriver Finans i en artikel, hvori topchef Søren Skou forudser, at man i de kommende kvartaler og år vil se, at Mærsk er aktiv på opkøbssiden inden for logistik og services.

Fra udlandet kommer der regnskaber fra et par amerikanske storbanker, som kan sætte lidt retning i eftermiddag. Det drejer sig om Goldman Sachs og Bank of America. Desuden kommer store selskaber som Alcoa og Unitedhealth med regnskab.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder