Aktier/åbning: Chr. Hansen og Demant suser mod bunden i rødt C25

Udgivet den 14-10-2021  |  kl. 09:13  |  
Carlsberg - Logistik (varehus)

Chr. Hansen er torsdagens regnskabsaktuelle selskab i det danske eliteindeks, og regnskabet samt forventningerne til 2021/22 syntes at blive dumpet af investoerne.

Der er også nyt fra Demant, der tilbagekalder cochlear-implantater på grund af en funktionsfejl, hvilket vil koste selskabet penge. Derudover har Sydbank valgt at følge med i koret af banker, der opjusterer forventningerne til hele året.

Samlet falder eliteindekset, C25, med 0,1 pct. til 1886,4 efter torsdag morgen. Minusset følger onsdagens på 2,5 pct., hvilket for øvrigt var den største stigning siden november 2020.

REGNSKAB FRA CHR. HANSEN

Ingredienskoncernen Chr. Hansen er før børsåbningen kommet med regnskab for fjerde kvartal 2020/21 og dermed hele regnskabsåret.

Omsætningen landede i kvartalet på 293,3 mio. euro mod ventet 289 mio. euro hos analytikerne ifølge estimater fra selskabet selv. Den organiske vækst endte på 6 pct. i kvartalet mod ventet 4,3 pct., mens nettoresultatet steg til 69,2 mio. euro fra 66 mio. euro i perioden sidste år og en forventning om 63 mio. euro blandt analytikerne.

For 2021/22 venter Chr. Hansen venter en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 27-28 pct. Derudover ses de frie pengestrømme i størrelsesordenen 140-170 mio. euro.

Aktien falder 2,8 pct. til 517,20 kr. fra start.

FUNKTIONSFEJL KOSTER

Demant vil tilbagekalde en række ikke implanterede cochlear-implantater af typen Neuro Zti på grund af funktionsfejl fra sin kirurgiske division, Oticon Medical, der omfatter omtrent 4000 implantater.

Det ventes at medføre en engangsudgift på 70-100 mio. kr., oplyser selskabet. Samtidig vil Demant også stoppe salget af nye implantater af typen Neuro Zti, fremgår det.

Aktiekursen trækker ned med 3,2 pct. til 292 kr.

Danske bank lægger sig i de første handler i toppen af eliteindekset med et plus på 1,3 pct. til 109,20 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

SYDBANK MELDER SIG I RÆKKEN

Sydbank rykker hen til gruppen af banker, der har opjusteret forventningerne til 2021. Banken ser nu et resultat efter skat i intervallet 1300-1450 mio. kr. I juli opjusterede banken resultatforventningerne til 1150-1350 mio. kr. fra før 850-1150 mio. kr.

Sydbank skriver om udviklingen i tredje kvartal, at perioden har været kendetegnet ved høj kundeaktivitet, stram omkostningsstyring og en positiv udvikling i kundernes økonomiske situation.

Tirsdag opjusterede Nykredit og Vestjysk Bank, og onsdag fortsatte Spar Nord og Skjern Bank bølgen med opjusteringer forud for deres regnskaber for tredje kvartal.

Sydbank stiger 2,3 pct. til 210,80 kr.

ANALYTIKERNES KÆRLIGE BEHANDLING

Flere selskaber har været til gennemsyn hos forskellige finanshuse. Og her har bryggerikoncernen Carlsberg fået skåret sit kursmål 1030 kr. fra 1100 kr. og gentaget "sector perform", viser data fra Bloomberg News.

Carlsberg-aktien stiger 0,6 pct. til 1097,50 kr. torsdag morgen.

Andetsteds har Jefferies genoptaget dækningen af Novozymes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 490 kr. Aktien falder 0,2 pct. til 444,30 kr.

Blandt sidepapirerne har Nordea fået løftet sit kursmål af Arctic Securities til 85,70 kr. fra 80,10 kr.

Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Bankaktien stiger 1,1 pct. til 78,29 kr.

DRILLING UDVALGT

Maersk Drilling, der stiger 2,9 pct. til 254 kr., er blevet valgt som foretrukken kontrahent til det danske Greensand CO2-opbevaringsprojektet, der er placeret ud for den danske kyst, oplyser selskabet torsdag morgen.

Maersk Drilling har i forlængelse af tilsagnet om deltagelsen i fase 2 i Greensand-projektet indgået en rammeaftale med Nini-joint-venture-selskabet, der drives af Ineos Oil & Gas Denmark og Wintershall DEA, om levering af borerigge til projektet.

Aftalen bekræfter Maersk Drilling som den foretrukne kontrahent med ret til alt arbejde med borerigge, der er involveret i Greensand-projektet indtil udgangen af 2027. Arbejdet vil ske på gældende markedsrater, oplyser Maersk Drilling.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder