Aktier/åbning: Demant til tops i overvejende rødt indeks

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 09:26  |  
GN Store Nord - Fabrik medarbejdere

Demant stryger onsdag til tops i et blandet dansk aktiemarked, hvor Nilfisk skuffer og sendes til bunds efter en nedjustering, mens en række finanshuse spiller dystre toner for FLSmidh.

Efter godt 15 minutters handel er det danske eliteindeks, C25, i det røde med et fald på 0,2 pct. til indeks 1138,21.

Onsdagens fokus falder på Demant, hvis aktie ligger blandt de øverste papirer i det danske eliteindeks efter en stigning på 1,3 pct. til 176,80 kr.

I september var Demant hårdt ramt af et hackerangreb, der betød, at selskabet måtte lukke alle sine kritiske it-systemer for at få løst problemet og genoprettet gradvist. Demant tabte dog kun en lille del af sit salg i den offentlige salgskanal Veterans Affairs (VA) i perioden:

- Efter vores vurdering er det positivt for Demant, som har været i stand til at fastholde store dele af sin markedsandel på trods af it-udfordringerne. Samtidig havde vi dog ventet, at GN ville have vundet andele fra Demant, lyder det i en kommentar fra DNB-analytikerne Jesper Ingildsen og Rune Majlund Dahl.

VA udgør 20 pct. af samlede amerikanske marked - som er verdens største enkeltmarked for høreapparater.

Tallene viser et tab af markedsandele for de to danske selskaber Demant og GN til fordel for schweiziske Sonova. GN falder 0,4 pct. til 279,70 kr.

Blandt sidepapirerne kunne Nilfisk, der producerer rengøringsmaskiner til professionelle, starte onsdag morgen ud med offentliggørelse af nedjusterede forventninger til 2019 - for anden gang i år.

Oven på det sendes aktien ned med 11,6 pct. til 123,40 kr.

Det er en forværring af markedsforholdene i EMEA-regionen, som er skyld i nedjusteringen, oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

ANALYTIKERE DIRIGERER

Analytikerne har onsdag været i gang med diverse ændringer, hvor musikken er i mol for aktierne i FLSmidth.

En stribe finanshuse har nemlig ændret kursmål og anbefaling af FLS-aktien, efter at selskabet fredag eftermiddag sænkede sin forventning til årets resultat.

Senest er det HSBC, Morgan Stanley og Goldman Sachs, der har sænket deres kursmål for aktien, der inden onsdagens handel var faldet omkring 10 pct. i værdi siden nedjusteringen.

De tre børshuse fastholder ifølge Bloomberg News de positive anbefalinger "køb"/"overvægt".

FLS-aktien falder onsdag morgen 0,6 pct. til 231,30 kr.

Af andre analytikerændringer ses Novo Nordisk, der af ABG Sundal Collier får løftet kursmålet til 354 kr. fra 340 kr., der fastholder anbefalingen "hold".

Novo-aktien stiger ved åbning onsdag 0,3 pct. til 356,35 kr.

DSV Panalpina går heller ikke uset forbi. Her løfter Nordea kursmålet for aktien til 750 kr. fra 700 kr. og gentager anbefalingen "køb". Aktien i DSV Panalpina starter dog onsdagen ud med et fald på 0,6 pct. til 648,40 kr.

/ritzau/FINANS

Mads Sejer Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder