Aktier/åbning: FLS og Mærsk sejler forrest i vaccinefokuseret marked

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 09:17  |  
Arkiv: Foto

Mærsk-aktierne har fortsat solid vind i sejlene, efter flere løftede kursmål i kølvandet af sidste uges regnskab.

Modsat hænger Ørsted-aktien lidt i bremsen efter en sænket anbefaling hos RBC.

Alt i alt bliver det til en stigning for det danske C25-indeks på 0,2 pct. til 1598,56, hvilket lige akkurat er nok til at overgå lukkerekorden i 1598,28 fra 14. oktober, hvis det holder til slutfløjtet.

Stemningen er også positiv ude i Europa, hvor DAX-indekset stiger 0,4 pct. efter mere opmuntrende vaccinenyt.

Astrazeneca har mandag morgen har præsenteret data fra et covid-19-vaccinestudie, der har vist en effekt på 70 pct.

MÆRSK FÅR KURSMÅLSLØFT OG KONKURRENTNYT FRA FRANKRIG

Finanshuset Goldman Sachs har løftet sit kursmål for Mærsk-aktien med 11,5 pct., så det nu hedder 15.500 kr. mod tidligere 13.900 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb", og det har den været siden 29. september.

Finanshuset Credit Suisse løfter sit kursmål for aktien til 15.141 kr. fra 13.405 kr med en gentagelse af anbefalingen "outperform".

Den franske rederikoncern CMA CGM, kom ud af tredje kvartal med et markante forbedret resultat i forhold til både andet kvartal og samme periode sidste år.

Men fjerde kvartal bliver endnu bedre, fremgik det af fredagens regnskab fra CMA CGM, som er verdens fjerdestørste inden for containershipping.

B-aktien i Mærsk fortsætter opturen med en stigning på 2,2 pct. til 12.095 kr. efter fredagens fremgang på 3,9 pct.

ØRSTED FÅR EN SÆNKET ANBEFALING HOS RBC

Ørsted får sænket sin anbefaling til "sektor perform" fra "outperform" af det canadiske finanshus RBC Capital.

Det skriver Bloomberg News.

Kursmålet bliver i samme omgang dog sat op til 1050 kr. fra 850 kr.

Wells Fargo har også løftet sit kursmål for Ørsted-aktien til 1136 kr. fra 1100 kr. med en gentaget overvægtsanbefaling.

Ørsted-aktien falder lidt tilbage med 0,4 pct. til 1131 kr. efter fredagens stigning på 3,0 pct.

NYOPFØRT VESTAS-MØLLE KOLLAPSET

I det grønne segment var Vestas-aktien fredag også flyvende med en stigning på 4,2 pct. til lukkerekorden 1242 kr., hvor de to grønne aktier blev løftet på torsdagens opløftende meldinger om en øget satsning på havvind i EU.

Vestas har dog fået lidt skidt nyt fra Sverige, hvor en nyopført Vestas-mølle kollapsede lørdag ved 21-tiden i den svenske vindenergipark Aldermyrberget, som efter planen skulle sættes i drift i december.

Møllen er knækket i den nederste del af tårnet og har totalskadet møllen, viser billeder fra lokalmediet Norran.

Mandag åbner Vestas-aktien med en stigning på 0,3 pct. til 1246 kr., og dermed er der udsigt til endnu en lukkerekord til vindmølleaktien.

FLSmidth-aktien bliver stiger med 2,6 pct. til 204,40 kr., og aktien bliver blandt andet understøttet af de opmuntrende vaccinenyheder, hvilket også er med til at løfte ISS-aktien, der løftes 1,1 pct. til 110,95 kr.

Til gengæld hænger Rockwool-aktien, med et fald på 0,8 pct. til 2575 kr., i bremsen.

MAERSK DRILLING FÅR SÆNKET ANBEFALING

Det svenske finanshus SEB har efter fredagens regnskab set nærmere på Mærsk Drilling-aktien og sænker nu sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold".

Samtidig løftes kursmålet til 170 kr. fra 150 kr.

Det fremgår af en analyse fra SEB dateret til 20. november.

Nedgraderingen til "sælg" skal ifølge SEB ses i lyset af, at Drilling-aktien er steget stort gennem de seneste uger, samtidig med at det ser sort ud for branchen som helhed.

- Branchen er midt i en stor finansiel rekonstruktion, hvor flere af de større operatører allerede er i Chapter 11 (svarende til betalingsstandsning, red.) og forsøger at omdanne næsten al udestående gæld.

Maersk Drilling-aktien falder med 2,3 pct. til 185,60 kr. efter fredagens stigning på 8,3 pct.

NKT HANDLER EKSKLUSIVE TEGNINGSRETTER

Aktien i NKT handles fra i dag, mandag, uden tegningsretter i forbindelse med kabelkoncernens fortegningsemission, der kan sikre selskabet en kapitaltilførsel på op til 1,3 mia. kr.

Aktionærerne i NKT, er blevet tildelt 1 tegningsret for hver aktie, de ejede i fredags, og 3 tegningsretter giver ret til at tegne 1 ny aktie til en pris på 122 kr.

NKT-aktien åbner med en stigning på 2,0 pct. i 206,80 kr. i forhold til den værdien, hvor den teoretiske værdi af tegningsretterne er taget ud.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder