Aktier/åbning: FLS stryger til tops - Ørsted i bund på sænket kursmål

Udgivet den 15-09-2021  |  kl. 09:18  |  

FLSmidth indtager toppen af det danske eliteindeks ved åbningen onsdag, efter at selskabet igen er kommet på radaren hos Nordea, som har indledt dækning med "køb".

Også Pandora, der for alvor indtog rampelyset tirsdag oven på selskabets kapitalmarkedsdag, er ved åbningen med i toppen efter en række kursmålsløft og en hævet anbefaling. Efter få minutters handel vender aktien dog rundt og falder.

I den modsatte ende af indekset dumper Ørsted til bunds, efter at Jefferies har sænket både kursmål og anbefaling af aktien. Selskabet er i øvrigt kommet med nyt om ledelsen for den landbaserede forretning.

Det danske C25-indeks åbner onsdag med en stigning på 0,1 pct. i 1975,80 efter få minutters handel.

Tirsdag lukkede indekset med en stigning på 0,3 pct., hvor særligt Pandora trak op.

PANDORA LØFTES EFTER NYE MÅL

En perlerække af storbanker har kigget nærmere på Pandora og ændret kursmål eller anbefaling af aktien, efter smykkekoncernen tirsdag annoncerede finansielle mål for 2023 på en kapitalmarkedsdag for investorer.

Canadiske RBC's nye anbefaling af Pandora er den neutrale "sector perform" mod tidligere "underperform". Kursmålet er hævet til 930 kr. fra 800 kr., viser data fra Bloomberg News.

Jyske Bank har løftet sit kursmål til 870 kr. fra 790 kr., mens anbefalingen fortsat er "hold".

Samtidig har Morgan Stanley hævet til 980 kr. fra 980 kr., hvor anbefalingen fastholdes ved "ligevægt".

Danske Bank tror på et kursmål på 1050 kr. mod tidligere 980 kr. Anbefalingen er uændret "køb", skriver PLX.AI.

Pandora venter i perioden 2021-23 en organisk vækst på 5 og 7 pct. Omsætningen ventes dermed at ramme intervallet 24,8-26,2 mia. kr. i 2023, hvor EBIT-marginen ifølge smykkekoncernen vil udgøre 25-27 pct.

Pandora udvidede desuden sit aktietilbagekøbsprogram og vil investere 1 mia. kr. i udvidet produktion.

Aktien i Pandora falder kort efter åbningen 0,3 pct. til 852,20 kr.

ØRSTED OG NOVOZYMES FÅR NYE ANBEFALINGER

Ørsted får en ilde medfart hos analysehuset Jefferies, der sænker både anbefaling og kursmål for energiaktien. Det fremgår af Bloomberg News.

Kursmålet er sænket til 780 kr. fra 920 kr., og anbefalingen nedgraderes til "underperform" fra "hold".

Ørsted-aktien dykker onsdag 1,4 pct. 930 kr.

Novozymes får løftet både kursmål og anbefaling hos finanshuset Carnegie, der hæver til "hold" fra tidligere "sælg". Kursmålet sættes til 510 kr. fra tidligere 375 kr., fremgår det af PLX.AI.

Aktien i Novozymes er faldet seks dage i træk, men stiger onsdag ved åbningen 0,6 pct. til 473,90 kr.

FLSMIDTH I TOPPEN

Nordea genoptager sin dækning af FLSmidth med anbefalingen "køb" og et kursmål på 325 kr. Det fremgår af Bloomberg News.

Da Nordea suspenderede sin dækning af FLSmidth i starten af august, var kursmålet blot 280 kr. Også dengang var anbefalingen "køb".

FLSmidth stiger 2,4 pct. til 241,70 kr.

MÆRSK FÅR HØJESTE KURSMÅL

Storbanken HSBC, der i forvejen sad på det højeste kursmål for Mærsks B-aktie, har lagt lidt oven i hatten.

Kursmålet hæves til 25.000 kr. fra 24.000 kr. og anbefaler samtidig fortsat "køb" af aktien, viser data fra Bloomberg News.

Mærsk og de øvrige containerrederier henter i øjeblikket store summer hjem, fordi stor efterspørgsel på fragt krydret med udfordringer under coronapandemien får raterne til at stige og sætte rekord uge efter uge.

Aktien sluttede tirsdag blandt de øverste i C25-indekset og stiger onsdag ved åbningen 0,8 pct. til 18.510 kr.

DFDS KLAR TIL INTEGRATION - LØFTER FORVENTNINGER

I det maritime segment uden for eliteindekset kan også DFDS få opmærksomhed onsdag, efter rederiet tirsdag offentliggjorde synergimål på omkring 75 mio. kr. inden 2023 for sit køb af HSF Logistics.

Købet er netop afsluttet, og selskabet kan derfor sætte gang i integrationen.

DFDS-aktien faldt tirsdag 1 pct. til 362,60 kr.

Blandt sidepapirerne har Tivoli opjusteret sine forventninger til året efter flere besøgende især over sensommeren.

Selskabet venter nu en omsætning i niveauet 650-700 mio. kr. og et underskud før skat på 65 mio. kr. Tidligere var den ventede omsætning 600 mio. kr. og et underskud på 75-100 mio. kr.

Aktien stiger onsdag 0,6 pct. til 364,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder