Aktier/åbning: GN løftes efter kapitaludvidelse i fortsat trægt marked

Udgivet den 25-05-2023  |  kl. 09:12  |  
Arkiv: Foto

GN trækker pænt i vejret fra starten af handlen med danske aktier torsdag morgen, hvor selskabet er med til at holde C25-indekset tæt på udgangspunktet efter en gennemført kapitaludvidelse.

Det sker i et stadig nervøst marked, hvor humøret dog er kommet lidt op efter et par helt røde dage præget af manglende fremskridt i forhandlingerne om det amerikanske gældsloft, et voldsomt stigende antal af covid-19-tilfælde i Kina og stigende statsrenter.

Renterne blev onsdag skubbet yderligere i vejret af et referat fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der synes delt i chefgruppen i spørgsmålet om, hvorvidt renteforhøjelserne skal på pause.

Et stærkt regnskab fra den amerikanske chipproducent Nvidia sent onsdag var dog efter onsdagens nedtur med til at løfte humøret lidt.

- Fortsat usikkerhed om gældsloftsforhandlingerne, høj inflation i Storbritannien samt stigende renter var for meget for risikovilligheden, og aktierne endte igen i rødt. Nyhederne fra forhandlingerne er stadig ikke opløftende, men meget positive meldinger fra Nvidia har givet risikovilligheden lidt medvind, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar torsdag.

Fra morgenstunden torsdag har investorerne fået endnu et nyrestød, da en endelig vækstopgørelse fra Tyskland har vist, at Europas største økonomi efter første kvartal er i recession.

C25-indekset falder efter godt fem minutters handel med 0,1 pct. til 1814,35. Tirsdag og onsdag faldt det danske eliteindeks med henholdsvis 1,7 pct. og 1,9 pct.

GN GENNEMFØRER HURTIGT AKTIESALG OG KAN SKÆRE I GÆLDEN

GN har gennemført den kapitaludvidelse, som selskabet flagede for onsdag eftermiddag.

Selskabet har solgt samlet godt 17,3 mio. aktier gennem en rettet emission og har derigennem sikret sig et bruttoprovenu på lige godt 2,75 mia. kr.

I alt er der solgt 3,6 mio. eksisterende egne aktier og 13,7 mio. nye aktier - alle til en pris på 160 kr. per aktie - svarende til en rabat på 4,2 pct. fra lukkekursen onsdag på 167,05 kr.

Salget af nye aktier svarer til 10 pct. af aktiekapitalen i GN. Efter udvidelsen vil de svare til 9,1 pct. af aktiekapitalen, og dermed er udvandingen af GN's aktionærer ikke så stor som tidligere frygtet.

Og kapitaludvidelsen kan være med til at løse i hvert fald noget af den gældsklemme, GN er kommet i efter overtagelsen af gamingudstyrsproducenten Steelseries og et svært 2022.

- Jeg er overordnet set positiv. Det løser ikke deres gældsproblem, men de er kommet en del af vejen. Det er ikke den store løsning - nærmere en mellemløsning, der er god nok for eksisterende aktionærer og god nok til at løse en del af gældsproblemet, vurderer Morten Larsen, der er analytiker hos ABG Sundal Collier, over for MarketWire.

Ifølge amerikanske Jefferies fjerner kapitaludvidelsen en betydelig usikkerhed fra aktien, der ifølge en umiddelbar kommentar fra finanshuset kan blive løftet af nyheden.

Ligeledes amerikanske Citigroup har desuden løftet sit kursmål for GN til 245 kr. fra 235 kr. og gentaget sin købsanbefaling, fremgår det af data fra Bloomberg News

Carnegie har omvendt skåret kursmålet med 20 kr. til 180 kr., men også gentaget sin købsanbefaling.

Investorerne er også positive. GN-aktien stiger i den tidlige handel med 5,6 pct. til 176,55 kr.

Medicinalselskabet Lundbeck har ifølge data fra Bloomberg News fået sænket sin anbefaling hos Morningstar til "hold" fra "køb".

B-aktien i selskabet falder torsdag morgen med 1,8 pct. til 37,76 kr.

Morningstars kursmål er 42,50 kr.

NKT I FORTSAT FOKUS EFTER STORT LØFT ONSDAG

Onsdag røg aktien i kabelproducenten NKT i vejret med 8,3 pct.

Det skete efter en omfattende meddelelse om flere investeringer i kabelforretningen, en aktieudvidelse på 350 mio. euro. og nye langsigtede mål.

Det skaber et fortsat naturligt fokus på aktien torsdag, hvor NKT fra start fortsætter frem med 0,9 pct. til 401,40 kr.

Også Totalbanken er stadig på radaren, efter at den fynske bank blev sendt i vejret onsdag på baggrund af fusionsplanerne med Sparekassen Danmark.

Aktien steg med 44,9 pct., men falder torsdag morgen 0,9 pct. til 224 kr.

Aktionærerne i Totalbanken er blevet tilbudt 233 kr. per aktie i garantikapital i Sparekassen Danmark, der bliver den fortsættende bank efter sammenlægningen.

TYSKLAND I TEKNISK RECESSION

Morgenstunden har også budt på en nedslående nyhed fra Europas største økonomi - den tyske - der nu er i teknisk recession efter to kvartaler på stribe med negativ vækst.

I den endelige opgørelse af bruttonationalproduktet for første kvartal blev det nemlig til et fald på 0,3 pct. mod en melding om nulvækst i den forrige opgørelse.

I fjerde kvartal havde Tyskland en negativ vækst på 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:19 Aktier/åbning: Unibrew på himmelflugt i konfliktfokuseret marked
09:06 Mærsk kan se rateindeks for containerfragt stige for tredje uge i træk
09:05 Obligationer/åbning: Beskedent rentefald efter missilangreb på Iran
08:26 Aktier/tendens: Unibrew og Mærsk kan gå mod strømmen i ventet rød åbning
08:03 GN får sat kursmålet op af Danske Bank der spår pæn organisk vækst i første kvartal
08:02 Unibrews opjustering ses belønnet med kursstigning på 2-5 pct. hos Jyske Bank
08:00 Antallet af folkepensionister steg i 2023
07:51 Unibrew får hævet anbefaling og kursmål hos ABG efter regnskab med opjustering
07:22 Fransk ISS-konkurrent leverer stærkere end ventet vækst drevet af højere priser
07:12 Israels angreb på Iran udløser markant prishop på olie
07:06 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter eskalering af konflikt i Mellemøsten
06:42 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:41 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:34 Netflix slog klart markedets forventninger i første kvartal - men aktien faldt
06:34 Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb
06:34 Israelske missiler rammer Iran - medie
06:34 Demant-chef ser mere aktive ældre løfte markedet i USA
06:34 Demant-chef: Stigende tilskud har hjulpet markedet i USA - men ikke som i Europa
06:34 Unibrew-opjusterer indikerer at værste er ovre mener analytikere
06:34 Unibrew med stærkt momentum fra årets start - slår forventningerne