Aktier/åbning: Grøn start med Rockwool i toppen

Rockwool starter torsdagens handel i toppen af et let stigende dansk aktiemarked efter onsdagens regnskab fra isoleringskoncernen.
Mærsk ser også et pænt plus efter kursfremgang hos de asiatiske branchefæller.
Der er udsigt til en dag med afdæmpet aktivitet, da de amerikanske markeder holder lukket torsdag på grund af thanksgiving.
Efter et kvarters handel ligger det danske eliteindeks, C25, 0,2 pct. højere i 1661,02. Onsdag steg indekset 0,4 pct.
- Risikovilligheden fik endnu et lille løft fra lavere renter i går, og aktierne i både USA og Europa steg. Renterne i USA faldt tilbage på svagere vækstsignaler og Feds referat. I dag holder USA lukket, og i Europa er der fokus på Ifo og rentemødet i Riksbanken, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.
Der har fra morgenstunden været regnskaber fra nogle mindre danske selskaber, men endnu udestår regnskabet fra Sanistål.
Derudover kan investorerne se frem til offentliggørelsen kl. 13.30 af referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB).
Efter Rockwools regnskab onsdag, som af Sydbank vurderes til at pege på et bedre fjerde kvartal, stiger aktien 2,3 pct. til 1654,5 kr. Onsdag faldt aktien 0,3 pct., efter at regnskabet gav anledning til nogle yoyo-bevægelser i aktien.
MÆRSK-PEERS GÅR FREM
Mærsk går frem fra start efter solide stigninger til flere af de asiatiske branchefæller. De tre japanske rederier Mitsui OSK Lines, Kawasaki Kisen Kaisha og Nippon Yusen er torsdag steget 4-6 pct. på børsen i Tokyo.
Mærsks B-aktie åbner med et plus på 0,5 pct. i 14750,00 kr.
ISS FORLÆNGER AFTALE
Servicekoncernen ISS har forlænget sin healthcare-aftale med Warwick Hospital i England med yderligere to år og samtidig udvidet aftalen.
Forlængelsen har en samlet kontraktværdi på et stort tocifret millionbeløb, skriver ISS i en pressemeddelelse.
ISS skal frem til 2024 stå for rengøringen på Warwick Hospital. Desuden skal servicekoncernen i fremtiden også stå for madservices, sikkerhed og administration på det engelske hospital.
ISS falder dog 0,3 pct. til 148,16 kr.
Det er også værd at bemærke, at aktien i Chr. Hansen torsdag handles uden retten til et udbytte på 7,04 kr. per aktie.
Torsdag starter Chr. Hansens aktie med at falde 0,9 pct. - svarende til 3,9 kr. - til 438,2 kr.
Senere på dagen kommer Sanistål med regnskab for tredje kvartal.
Stålselskabet forventer i 2022 et driftsoverskud, EBITDA, før engangseffekter i de tilbageværende aktiviteter i niveauet 225-255 mio. kr. og en omsætning på omkring 3600 mio. kr.
Sanistål stiger 0,7 pct. til 83,60 kr.
Før åbningen har Aquaporin og Danske Andelskassers Bank afleveret deres regnskaber for tredje kvartal.
Aquaporins regnskab bød på en oppræcisering af omsætningsforventningerne, men en fastholdelse af indtjeningsforventningerne.
Selskabet venter nu en omsætning på 23-30 mio. kr. mod tidligere ventet 20-30 mio. kr.
Aquaporin falder 6,4 pct. til 85 kr., og Danske Andelskassers Bank går 0,5 pct. frem til 10,10 kr.
I forbindelse med ECB-referatet bemærker Handelsbanken, at der har været en vis uenighed internt i Styrelsesrådet om størrelsen på den renteforhøjelse, der blev vedtaget på mødet på 75 basispoint. Det kan der muligvis blive kastet mere lys over i referatet.
Der er torsdag rentemøde i svenske Riksbanken, og her er der udsigt til en ny stor forhøjelse af styringsrenten. Økonomerne venter grundet den høje inflation en renteforhøjelse på 75 basispoint, hvilket vil bringe den ledende svenske rente op på 2,5 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›