Aktier/åbning: ISS bløder mest i svagt dansk marked

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 09:26  |  
Novo Nordisk - Research

Investorerne har startet fredagen med hånden på salgsknappen, hvor det i C25-indekset især går ud over ISS, mens FLSmidth er i fokus med en hviderussisk ordre.

Aktiestemningen er generelt negativ, og C25-indekset åbner med et fald på 0,9 pct. til 1361,44, hvilket er en smule mere end faldet til det tyske DAX-indeks på 0,5 pct.

Det er fortsat bekymringerne for en spredning af coronavirusset uden for Kina, der sætter en kæp i hjulet for nye stigninger til aktiemarkederne.

ISS-aktien smider 2,2 pct. til 161,25 kr., og dermed fortsætter den negative tendens, efter at selskabet tidligere på ugen meddelte, at det havde været udsat for et hackerangreb.

FLSmidth-aktien hænger med et fald på 1,3 pct. til 244,70 kr. også i bremsen, til trods for at selskabet har fået en hviderussisk mineudstyrsordre på 360 mio. kr.

Ørsted-aktien har med en stigning på 0,6 pct. til 765,80 kr. lagt sig i spidsen for C25-indekset.

A.P. Møller-Mærsk fortsætter med et fald på 0,5 pct. til 8190 kr. for B-aktien nedturen efter torsdagens halvsvage regnskab og kursderoute på 3,8 pct.

I kølvandet af regnskabet har A.P. Møller-Mærsk fået justeret kursmålet hos ABG Sundal Collier, Nordea, HSBC og Handelsbanken, der alle fire holder fast i deres respektive anbefalinger.

ABG har sænket kursmålet til 9400 kr. fra 9600 kr., mens HSBC har løftet til 8600 kr. fra 8400 kr. Nordea har givet sit kursmål et løft til 7500 kr. fra 7000 kr., hvor anbefalingen "sælg" bliver gentaget.

Handelsbanken sænker sit kursmål for Mærsk-aktierne til 9500 fra 10.500 kr. Bankens anbefaling er stadig "køb".

Genmab-aktien må afgive lidt af torsdagens kursgevinst på 3,9 pct., idet investorerne sender biotekaktien ned med 0,5 pct. til 1689,50 kr. fra start fredag.

Børshuset Bryan Garnier har i kølvandet af offentliggørelsen af årsregnskabet, der blev præsenteret onsdag efter lukketid, løftet sit kursmål for Genmab-aktien til 1900 fra 1600 kr. Anbefalingen er uændret "køb", viser data fra Bloomberg News.

Bavarian Nordic taber 0,9 pct. til 258,70 kr. efter torsdagens optur på 7,9 pct. Biotekselskabet leverede torsdag morgen sit årsregnskab, der bød på et bedre end ventet salg samt en reduktion i underskuddet og udsigter til plus på bundlinjen i år.

Novozymes har fået nyt fra USA, hvor det amerikanske landbrugsministerium torsdag annoncerede mål om, at biobrændstof skal udgøre 30 pct. af landets brændstof til transport i 2050.

Det skriver Fox Business. Det er en positiv melding for ethanolindustrien i USA, herunder Novozymes, som leverer enzymer til processen med at omdanne cellulose til biobrændstof.

I øjeblikket udgør andelen af biobrændstof omkring 10 pct. af brændstof til transportsektoren i USA.

Novozymes-aktien falder med 0,4 pct. til 374,40 kr.

Chr. Hansen-investorerne kan også se den hollandske ingredienskoncern DSM købe det danske selskab Glycom, der laver ingredienser til blandt andet modermælkserstatning, for 765 mio. euro - svarende til 5,7 mia. kr.

Selskabet producerer en probiotisk komponent til modermælkserstatning.

Chr. Hansen-aktien taber 0,4 pct. til 543,80 kr. fra start fredag.

Novo Nordisk skal sammen med franske Sanofi og amerikanske Eli Lilly forsvare sig mod anklager i USA om organiseret afpresning - "racketeering", som det hedder i USA - og påstand om, at de tre selskaber krævede alt for høje priser på insulin, mens de betalte kommission eller rabatter til medicinindkøbere.

Det har den føderal dommer Brian R. Martinotti i New Jersey besluttet torsdag, skriver Bloomberg News.

Novo Nordisk-aktien smider 0,5 pct. til 440,65 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder