Aktier/åbning: Novo stiger efter opkøbsnyt i fornøjet C25 - AaB styrtdykker

Udgivet den 06-06-2023  |  kl. 09:15  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk har tirsdag lagt sig i toppen af det danske C25-indeks, efter at medicinalselskabet har meddelt, at det er i opkøbsforhandlinger om franske Biocorp.

C25-indekset er tirsdag åbnet med et plus på 0,6 pct. til 1828,20 efter en forlænget weekend i forbindelse med grundlovsdag.

Med i spidsen af eliteindekset ligger Chr. Hansen og Bavarian Nordic med plusser på henholdsvis 2,1 og 1,8 pct. uden selskabsspecifikt nyt.

Blandt sidepapirerne indledes ugen hos AaB med et fald på over 21 pct., efter at selskabet har nedjusteret efter nedrykning fra Superligaen.

NOVO I OPKØBSFORHANDLINGER

Novo Nordisk går tirsdag frem med 2,0 pct. til 1102,40 kr., efter at selskabet har meddelt, at det ligger i forhandlinger med hovedaktionæren i det franske selskab Biocorp om dets aktiepost i selskabet.

Går aftalen igennem, vil Novo købe resten af aktierne til en samlet pris på 1150,05 mio. kr., oplyser Novo i en meddelelse mandag.

Novo har tilbudt 35 euro per aktie til hovedaktionæren Bio Jag, der sidder på 45,3 pct. af aktierne i Biocorp, som producerer digitale injektionspenne.

Prisen svarer til en præmie på 19,5 pct. i forhold til lukkekursen 2. juni og på 45,2 pct. i forhold til et vægtet gennemsnit de seneste 90 handelsdage.

Går aftalen igennem med Bio Jag, har en række minoritetsaktionærer, der samlet repræsenterer 19 pct. af aktiekapitalen, indvilget i at overføre deres aktieposter til Novo.

Det vil derefter bliver fulgt op af et tilbud på de resterende udestående aktier i det franske selskab og en efterfølgende afnotering af selskabet, oplyser Novo.

Novo og Biocorp har siden 2021 samarbejdet om udviklingen og kommercialiseringen af Mallya, der er en såkaldt digital add-on-enhed til den præfyldte insulinpen Flextouch.

Mallya gør det muligt for diabetespatienter automatisk at indsamle og registrere daglige injektionsdata, herunder antallet af insulinenheder, dato og tidspunkter.

SAS falder tirsdag 2,8 pct. til 0,21 kr. Det skandinaviske luftfartsselskabet har fået konkurrentnyt fra Norwegian, der i maj fløj 1,9 mio. passagerer, og målt på antal fløjne passagerkilometer øgede 25 pct. Kabinefaktoren forbedredes videre 5 pct.point til 84,1 pct.

NYE KURSMÅL

Danske Bank har fået løftet kursmålet hos det europæiske finanshus Kepler Cheuvreux til 189 kr. fra 178 kr.

Anbefalingen "køb" bliver gentaget. det nye kursmål indikerer et potentiale på 27,4 pct. i forhold til fredagens lukkekurs.

Tirsdag morgen falder Danske Bank med 0,1 pct. til 148,10 kr. efter et plus på 3 pct. fredag.

Topdanmark har fået sænket sit kursmål til 344,70 kr. fra 364 kr. hos finanshuset BNP Paribas Exane.

Det nye kursmål ligger 3,9 pct. lavere end lukkekursen fredag på 358,60 kr., og den negative anbefaling "underperform" bliver da også gentaget.

Topdanmark bakker med 0,3 pct. til 357,40 kr. fra start tirsdag.

AAB I NEDTUR EFTER NEDJUSTERING

AaB styrtdykker i den indledende handel tirsdag, efter at fodboldklubben har nedjusteret sine forventningerne til 2023 som følge af den forestående nedrykning efter lørdagens kamp mod Silkeborg IF.

Den aalborgensiske fodboldklub venter nu et tab på bundlinjen på 35-45 mio. kr., hvor der før var ventet minus 10-20 mio. kr.

Aktien dykker 16,2 pct. til 37,20 kr. Det er dog kun 380 aktier, der indtil nu har skiftet hænder.

I den anden ende af Superligaen sikrede AGF mandag en bronzemedalje efter at have spillet uafgjort mod Brøndby IF.

Bronzemedaljen modtages med et plus på 0,3 pct. til 0,63 kr. for AGF-aktien.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯