Aktier/åbning: Royal Unibrew klarer frisag i gennemgående rødt marked

Udgivet den 26-10-2020  |  kl. 09:17  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked har startet handelsugen med at klæde sig i røde toner mandag morgen. Et stigende smittetal med coronavirus er fortsat med til at præge humøret på de finansielle markeder i Danmark og resten af verden.

Således starter ugen med tilbagegang for lang de fleste aktier i C25-indekset, hvor Royal Unibrew har lagt sig i toppen.

Efter et kvarters handel ligger det danske eliteindeks med fald på 0,5 pct. til 1521,57, efter at have lukket fredag med en stigning på 0,2 pct.

LØFTET KURSMÅL TIL DSV

DSV Panalpina får løftet sit kursmål til 850 kr. fra 770 kr. af finanshuset Bernstein, det pointerer, at selskabet har et godt helbred, idet det drager fordel af et bedre end ventet marked i kølvandet af coronaviruspandemien.

Det skriver Bloomberg News.

Finanshuset vurderer dog, at det danske logistikselskab kan have problemer med at finde store selskaber at købe efter opkøbet af schweiziske Panalpina.

DSV undgik ifølge Bernstein tidligere opkøb af mindre selskaber, idet de ikke blev set som tilstrækkelig værdiskabende, og i stedet gik det danske selskab efter underpræsterende selskaber på halvdelen af selskabets egen størrelse for så at øge marginerne til DSV's niveau.

- Men med selskabets nye størrelse, så er sådanne opkøbsmål sjældne, vurderer analytiker Daniel Roeska.

Bernstein gentager den neutrale anbefaling "market perform".

DSV Panalpina-aktien falder efter børsåbning med 0,5 pct. til 1039,50 kr.

LAVERE KURSMÅL TIL ISS OG TOPDANMARK

ISS har fået skåret sit kursmål til 75 kr. fra tidligere 80 kr. af Jefferies. Det sker, efter at børshuset har sænket sit estimat for indtjeningsgraden (EBITDA) i 2021 til 3 pct. mod et analytikerkonsensus på 3,2 pct. Jefferies gentager sin negative anbefaling "underperform".

ISS-aktien sendes til bunds i eliteindekset efter børsåbning med et fald på 3,1 pct. til 87,30 kr.

Topdanmark skal mandag forsøge at komme sig oven på fredagens kursklø, hvor forsikringskoncernens regnskab for tredje kvartal skuffede stort. Det var primært det forsikringstekniske resultat, som faldt i øjnene, da det i kvartalet endte på 248 mio. kr. mod ventet 400 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Topdanmark selv.

SEB har efterfølgende sænket sit kursmål for Topdanmark med 9 pct. til 299 kr. fra 329 kr. og anbefaler "hold", mens ABG har skåret sin anbefaling til "hold" fra "køb" og barberet kursmålet til 290 kr. fra 310 kr.

Aktien forsætter nedturen mandag med et fald på 4,7 pct. til 261,80 kr.

HÆVET ANBEFALING TIL ROYAL UNIBREW

Royal Unibrew har fået hævet anbefalingen af aktien til "hold" fra tidligere "sælg" af Handelsbanken. Samtidig løftes kursmålet til 650 kr. fra 600 kr., viser data fra Bloomberg News.

Bryggeri-aktien indtager toppen af eliteindekset med en stigning på 0,9 pct. til 650 kr.

MORGAN STANLEY LØFTER KURSMÅL FOR NORDEA

Nordea kan nyde godt af et løftet kursmålet med 5,3 pct. til 80 svenske kr. - eller 57,30 danske kr. - fra førhen 76 svenske kr. af investeringsbanken Morgan Stanley. Det fremgik af data fra Bloomberg News fredag aften. Anbefalingen af aktien fastholdes på "equalweight" af analytiker Antonio Reale.

Jyske Bank har også set nærmere på bankkollegaen Nordea og hæver sit kursmål for aktien til 60 kr. fra tidligere 57 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen "køb".

Aktien falder med 0,4 pct. til 50,33 kr.

DANSKE BANK HAR KRÆVET OVERPRISER FRA SÅRBARE KUNDER

Danske Bank har i årevis instrueret medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare kunder.

Det fremgår af interne dokumenter, som TV2 og Berlingske er i besiddelse af. Banken afviser, at instruksen har haft konsekvenser for kunderne, men undskylder for den mulige praksis i et skriftlige svar til Berlingske.

Bankens aktie falder mandag med 1,8 pct. til 92,10 kr.

KONKURRENTNYT TIL MÆRSK

Mærsk kan mandag skæve til sin konkurrent Orient Overseas Container Line (OOCL), der i tredje kvartal opnåede en vækst i omsætningen på 16,3 pct. til 1914 mio. dollar fra 1646 mio. dollar i samme periode af 2019.

B-aktien falder med 1,7 pct. til 10.115 kr.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder