Aktier/åbning: SAS i nedtur efter regnskab mens C25 er på rekordjagt

Udgivet den 05-12-2019  |  kl. 09:20  |  
Maersk

Markant højere brændstofpriser, valutamodvind og den store pilotstrejke, der ramte SAS i april og maj, trak selskabets resultater for 2018/19 ned.

Et noget stærkere fjerde kvartal end oprindeligt antaget har dog sikret et samlet overskud før skat på 794 mio. svenske kr. i regnskabsåret 2018/19, hvorfra der blev fremlagt tal torsdag morgen. Det var et fald fra 2050 mio. svenske kr. i 2017/18.

Resultatet matcher dog godt med den opjustering af forventningerne, som SAS oplyste om i starten af november. Her blev prognosen for resultatet før skat og engangsposter løftet fra "positivt" til 700-800 mio. svenske kr.

Man kan dog godt være lidt bekymret for fremtidsudsigterne for luftfartsselskabet, der i sit årsregnskab lægger op til et meget svagt første kvartal 2019/20, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

I første kvartal venter SAS således stigende underskud sammenlignet med sidste år, og det sker, selv om kapaciteten i markedet stadig ser gunstig ud for selskabet, som derfor formentlig vil være i stand til at holde fast i højere billetpriser.

- Når man ser på, hvad SAS siger om første kvartal 2019/20, bliver man efterladt lidt i et tomrum. For hvordan kan det være, at en massiv indtjeningsfremgang i fjerde kvartal 2018/19 bliver vendt til en stor tilbagegang i første kvartal? Man sidder lidt med en fornemmelse af, at det er forskydninger, der har gjort, at fjerde kvartal blev så godt, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

En aktie i SAS falder 12,1 pct. til 12,60 kr. i de første handler.

ELITEINDEKS LÆGGER AN TIL REKORD

Ser man på eliteindekset, C25, tegner det til en positiv dag med blot en tre aktier i rødt. Samlet stiger C25-indekset 0,5 pct. til 1229,5 ved dagens start. Holder den stigning dagen ud, er det lukkerekord for indekset

Helt i toppen ligger A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien stiger med 1,1 pct. til 9490 kr. Jyske Bank har genoptaget dækning af A.P. Møller-Mærsk. Det sker med en holdanbefaling og et kursmål på 9800 kr.

- Vi mener, at Mærsks fokus på kapitaldisciplin er den rigtige strategi i en usikker tid, men også at aktien er nogenlunde fair pris-fastsat på det nuværende niveau, fremgår det af an analyse fra banken.

Genmab, der stiger 0,3 pct. til 1624,50 kr., har fået løftet kursmål fra SEB til 1535 kr. fra 1200 kr. Anbefalingen er fortsat "hold", viser data Bloomberg News.

Der er også nyt til DSV Panalpina, der har fået hævet kursmålet af børshuset Mainfirst til 710 kr. fra 610 kr. I samme omgang fastholdes anbefalingen "neutral". DSV Panalpina-aktien stiger 0,3 pct. til 739 kr. torsdag morgen.

Smykkeselskabet Pandora, der stiger med 0,1 pct. til 263,60 kr, får senere på dagen nyt fra USA, hvor Signet, som forhandler Pandora-smykker gennem kæden Jared, fremlægger kvartalsregnskab.

Helt i bunden af C25 ligger GN Group med et fald på 0,6 pct. til 313,20 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

Også Flügger er torsdag aktuel med regnskab, når selskabet i løbet af dagen offentliggør regnskabet for andet kvartal af 2019/20.

Regnskabsåret startede med pres på toplinjen, men også en positiv indtjeningseffekt fra det igangværende effektiviseringsprogram.

Malervareselskabet fastholdt i forbindelse med regnskabet for første kvartal forventningerne om en flad omsætningsudvikling for hele året og en EBIT-margin, der forbedres til niveauet 4 pct. Aktien er endnu ikke handlet og ligger i 292,00 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder