Aktier/åbning: TDC tordner til vejrs på budinteresse

Udgivet den 08-02-2018  |  kl. 09:27  |  
Arkiv: Foto

Et afvist købstilbud på TDC har torsdag sikret telegiganten en lufttur fra åbningen. Også Lundbeck retter sig efter et par løftede anbefalinger - og det danske C25-indeks holder akkurat snuden over vandskorpen trods fald i udlandet.

Efter fem minutters handel er C25-indekset steget 0,3 pct. til 1101,60. Til sammenligning falder det tyske DAX-indeks med 0,5 pct. efter ny uro på det amerikanske aktiemarked onsdag.

INTERESSE BEKRÆFTET

TDC er den helt store trækhest med en stigning på næsten 15 pct. til 42,99 kr.

Torsdag morgen har et konsortium, der består af PFA, ATP, PKA og den australske investeringsbank Macquarie, bekræftet, at det har kontaktet bestyrelsen hos TDC med henblik på at drøfte et potentielt, fuldt finansieret kontant overtagelsestilbud på selskabet med et krav om accept fra to tredjedele af selskabets aktionærer.

- Forslaget udgør efter konsortiets opfattelse en attraktiv pris og præmie for aktionærerne, fremgår det af meddelelsen.

TDC skriver dog i en meddelelse, at det ikke mener, at forslaget var i aktionærers og interessenters interesse, og at forslaget er blevet afvist.

DSV VIL PASSERE 5 MIA. KR. PÅ DRIFTEN I 2018

Ud over at skulle forholde sig til TDC har investorerne desuden fået et væld af regnskaber.

DSV's fjerde kvartal viste et nettooverskud på 775 mio. kr., hvilket var lidt bedre, end de 744 mio. analytikerne ventede.

Til gengæld ligger forventningerne til driftsoverskuddet før særlige poster i den lave ende. DSV venter et overskud på 5000-5400 mio. kr., mens analytikerne venter et resultat på 5388 mio. kr. Torsdag morgen falder DSV med 0,8 pct. til 473,70 kr.

Der er også kommet regnskab fra DFDS, der venter en vækst på omkring 2 pct. næste år. Rederiet hæver samtidig udbyttet til 11 kr. per aktie fra 10 kr. per aktie og indleder et nyt tilbagekøbsprogram til 400 mio. kr. Rederi-aktien stiger med 1,8 pct. til 361 kr.

Fra analytikerne er der kommet en lang stribe justeringer.

Lundbeck er blevet hævet til "køb" fra "hold" af både DNB og SEB, mens Nordea har hævet til "hold" fra "sælg". Derimod har Jefferies skåret sit kursmål med en tier til 290 kr., og Handelsbanken har sænket sit kursmål til 306 kr. fra 324 kr.

Lundbeck, der faldt 3,1 pct. onsdag efter en sen nedtur, er torsdag morgen steget 3,5 pct. til 300 kr.

Blandt morgenens justeringer finder man desuden Vestas, der får hævet anbefalingen hos norske DNB til "køb" fra tidligere "hold". Topdanmark har fået løftet kursmålet af Morgan Stanley til 266 fra 251 kr., mens Novozymes får sænket kursmålet til 340 kr. fra 360 kr. af Credit Suisse, der holder fast i anbefalingen "neutral".

Også FLSmidth har været til eftersyn hos Handelsbanken, der gentager anbefalingen "reducer", men løfter kursmålet til 385 kr. fra 365 kr.

Rockwool, der har præsenteret årsregnskab og landede et resultat før skat på 93,3 mio. euro i fjerde kvartal mod 59,1 mio. euro i samme periode sidste år, er åbnet 1,2 pct. højere i 1658 kr.

Modsat falder både Skjern Bank og Spar Nord efter præsentationen af deres årsregnskaber. Skjern Bank ligger værst af alle de børsnoterede selskaber torsdag morgen efter et fald på 11 pct. til 65 kr.

Spar Nord dykker 3,3 pct. til 70,30 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder