Aktier/åbning: Vestas tager toppen efter køb - DSV synker til bund

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 09:16  |  
DSV - Flag

Vestas overraskede torsdag morgen med at meddele, at vindmølleselskabet overtager MHI's halvpart i MHI Vestas Offshore Wind og dermed bliver eneejer. Transaktionen har en værdi af ca. 709 mio. euro.

Oveni skal investorerne forholde sig til et regnskab fra DSV Panalpina, der er kommet lidt stærkere end ventet gennem tredje kvartal 2020, når man ser på driftsoverskuddet før særlige poster, mens salget er lidt svagere end ventet.

Samlet set stiger det danske eliteindeks, C25, torsdag med 0,2 pct. til indeks 1467,7 i de første handelsminutter efter et fald onsdag på 2,5 pct.

Underliggende er markedet dog fortsat ekstremt nervøst efter massive fald onsdag, efter at smittespredningen med corona er accelereret over de seneste uger. Det fik onsdag Tyskland og Frankrig til at indføre betydelige restriktioner for at få kontrol med udviklingen. Torsdag er der rentemøde i Den Europæiske Centralbank, som med nye lempelser potentielt kan forbedre stemningen på markedet.

GANG I VESTAS

I Sydbank ser aktieanalysechef Jacob Pedersen et kæmpe potentiale i Vestas' overtagelse af MHI's ejerandele i det nu tidligere joint venture-selskab MHI Vestas Offshore Wind, men det kommer ikke uden sine risici.

- Det er en forretning, der har et rigtigt godt langsigtet potentiale, og jeg tror, at Vestas alene har bedre til at udfolde det markedspotentiale end det joint venture, der indtil nu har ejet MHI Vestas Offshore. Men det bliver ikke på den helt korte bane, for det kommer til at sænke Vestas indtjeningsmarginaler, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Det er nemlig et marked, hvor der er stor konkurrence, og hvor aktører som Siemens Gamesa og senest kæmpen General Electric kan klemme Vestas på prisen, vurderer Jacob Pedersen.

- Det her er et selskab, der har befundet sig i lidt af et tomrum, og det virker til, at MHI Vestas har været lidt handlingslammet. Man har i hvert fald ikke fået den gigantposition, som man havde mulighed for at tage. Siemens Gamesa er langt foran, og General Electric er også kommet ind på markedet, siger Jacob Pedersen.

Investorerne tager positivt imod overtagelsen, og sender Vestas-aktien op med 3,2 pct. til 1051 kr. i de første handler.

TRANSPORTGIGANT MED REGNSKAB

DSV Panalpinas regnskab for tredje kvartal var ikke en nyhedsbombe, da DSV havde præsenteret foreløbige tal for kvartalet den 9. oktober, hvor selskabet også opjusterede forventningerne til 2020.

Alligevel er markedet skuffet, og torsdag morgen falder transportaktien med 2,7 pct. til 974 kr.

Udenfor eliteindekset er Spar Nord kommet med regnskab for tredje kvartal, hvori forventningerne til 2020 fastholdes om en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 1000-1200 mio. kr. samt et nettoresultat på 500-700 mio. kr.

Selve kvartalet bød på et nettoresultat på 252 mio. kr. mod 331 mio. kr. i samme periode sidste år.

Og det får Spar Nord til at snuble i de første handler, hvor aktien falder 7 pct. til 48 kr.

NNIT UNDER PRES

NNIT er ligeledes kommet med regnskab for juli, august og september. Og i det nedjusterer selskabet forventningerne til 2020 og ser nu en negativ omsætningsvækst målt i faste valutakurser på 8 pct. og en overskudsgrad på 6 pct.

- Covid-19 fortsætter med at påvirke vores forretning ved forsinkelse af projekter og udbud, og vi venter nu, at vores resultater for 2020 vil være i bunden af tidligere guidede intervaller, forklarer NNIT i regnskabet.

Tidligere ventede NNIT et fald i omsætningen på 4-8 pct. målt i faste valutakurser og en overskudsgrad på 6-8 pct.

Aktien sendes ned med 4,9 pct. til 112 kr. i den indledende handel torsdag morgen.

SYDBANK FÅR KØBSANBEFALING

Sydbank får efter onsdagens regnskab løftet anbefalingen hos Handelsbanken til "køb" fra tidligere "hold". Samtidig får kursmålet også et nøk opad til 120 kr. fra 108 kr.

- I kølvandet på regnskabet hæver vi blandt andet vores indtjeningsforventninger for perioden 2021-22 med 10-11 pct., så det afspejler de nye strategiske initiativers positive effekt på vækst og lønsomhed, skriver Handelsbanken.

- Sydbank-aktien har underperformet relativt til resten af sektoren de seneste måneder, hvorfor vi vurderer, at den positive udvikling i nettorenteindtægterne samt den fortsatte eksekvering af omkostningsplanen bør understøtte kursudviklingen på kort sigt, lyder det videre.

Sydbank-aktien stiger 3,7 pct. til 107,70 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder