AKTIER: Eufori omkring rentesænkning væk - Fokus på Vestas og FLS

Udgivet den 04-12-2007  |  kl. 17:13  |  

Euforien omkring en evt. amerikansk rentesænkning den 11. december er forvundet og markederne blev i dag handlet lavere. I Danmark var det hovedsageligt A.P. Møller-Mærsk, der sendte det danske marked ned, med et fald i B-aktien på 4,08 pct.

Det toneangivende OMXC20-indeks endte dagen med et fald på 1,16 pct. til indeks 471,17.

Vestas var i positivt fokus i dag, efter at den britiske storbank HSBC opjusterede anbefalingen på vindmølleproducenten til Overvægt fra Neutral. Banken hævede samtidig kursmålet til 675 kr. fra 385 kr. Vestas steg til 507 kr., men faldet siden tilbage, og endte dagen med et fald på 1,11 pct. til kurs 490.

FLSmidth var i dag i negativt fokus. Fremtiden på det lukrative kinesiske marked ser ikke lys ud for FLSmidth, efter at en af selskabets største konkurrenter henter kapital fra børsnotering af datterselskab. Det fremgår af dagbladet Børsen. FLSmidth-aktien faldt derfor i dagens marked og lå næsten 5,2 pct. til kurs 482,5.

Olieprisen ligger stadig omkring 89,30 USD pr. tønde forud for morgendagens OPEC møde.

Qatar Holding trak i dag sin anmodning om at blive godkendt som ejer af den nordiske børs OMX tilbage.

Qatar Holding ejer 10 procent af kapitalen i OMX og blev set som en mulig konkurent til det statsejede Bourse Dubai, som sammen med den amerikanske børs Nasdaq har budt 265 svenske kroner pr. aktie for OMX.

En af de største deltagere på det boomende tørlastmarked advarer om de nuværende markedsforhold, hvor fragtraterne er næsten tredoblet på et år, hvilket han mener er ”sindssygt” og ”uholdbart”. Det skriver Financial Times.

I et sjældent interview med Nobo Su, som er administrerende direktør for Taiwan Maritime Transport, udtaler han, at han er bekymret over situationen, fordi det presser industrien til at vælte omkostninger over på kunderne.

Raterne for tørlast skibe - som transporterer bulkråvarer såsom kul og jern - er steget grundet den kinesiske efterspørgsel, den forøgede transportlængde, og trafikpropper skabt ved overfyldte havne som eksempelvis Newcastle i Australien, som er verdens travleste havn for kultransport.

- Vi mener, at det er uholdbart, og at shippingfolk glemmer deres egne forretninger, som er, at skabe en god shipping service, sagde Mr. Su omkring markedsforholdene, hvor ejerne af de største Capesize skibe kan kræve op til 180.000 USD om dagen, for at chartre et skib.

De nuværende fragtrater truer med at skabe inflation i alle økonomier i verden, tilføjede Mr. Su og sagde:

- Jeg synes det er sindssygt, og det er en meget meget dårlig situation.

/rs

Udgivet af: NPinvestordk