AKTIER: Starter lavere - Fokus på D/S Norden og SAS

Udgivet den 10-03-2008  |  kl. 08:51  |  

Det danske aktiemarked ventes at åbne lavere. Det baseres på udviklingen af det amerikanske marked efter dansk lukketid. Asien noteres ligeledes negativ, og futures ligger en lavere. En test af 417-415 er en mulighed.

Det danske aktiemarked lå lavere fredagen igennem, hvor især et amerikansk beskæftigelsestal var i fokus, men hvor den amerikanske centralbank også blandede sig og kom i fokus. Det toneangivende OMXC20-indeks endte dagen 1,45 pct. lavere i indeks 421,58.

USA lukkede negativt i går. Dow Jones sluttede med et fald på 1,22 pct. Nasdaq sluttede nede med 0,36 pct., mens S&P500 sluttede med et fald 0,83 pct. Asien noteres ligeledes nede. Nikkei noteres nede med 1,96 pct., mens Hang Seng er noteret for et fald på 0,28 pct.

Dagen i dag byder på inflationstal fra Danmark samt handels- og betalingsbalancetal fra Danmark. Husk, fra i dag er det sommertid i USA, hvilket betyder at nøgletal kommer 1 time tidligere end normalt.

Her til morgen ligger olieprisen på Crude i 105,15 USD per tønde. Dollaren handles i 4,83 kr. Euroen handles i 7,45 kr.

D/S Norden har fremlagt årsregnskab for 2007, hvori selskabet har opnået et resultat efter skat på 703 mio. USD, hvilket var højere end konsensusforventningen i markedet på 689 mio. USD. Dog er forventninger til resultat efter skat og EBITDA for 2008 lavere end konsensus i markedet.

I 2008 forventer D/S Norden et EBITDA på 650-730 mio. USD. Markedet ventede 790 mio. USD. Resultat efter skat forventes at blive i niveauet 750-830 mio. USD. mod markedets forventning om en resultat på 866 mio USD. Heri indgår realiserede avancer fra skibssalg på 127 mio. USD. samt en negativ dagsværdiregulering af visse sikringsinstrumenter på minus 21 mio. USD.

SAS modtager en milliarderstatning fra Bombardier og køber nye fly fra producenten, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Erstatningen sker på grund af ulykkerne med Dash-fly i efteråret 2007. Den samlede erstatning løber op i en milliard svenske kroner.

SAS bestiller også 27 fly med option på yderligere 24. Flyene der skal leveres er af typen CRJ900 Nextgen og Q400 Nextgen. Leverancen sker de kommende år fra 2008 til 2011.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk