Aktier/middag: C25 på rekordniveau trukket op af Coloplast og Ørsted

Udgivet den 16-12-2019  |  kl. 11:57  |  
Foto: Carlsberg

Det danske C25-indeks er mandag middag på rekordkurs med en stigning på 1,0 pct. til 1247,79. Fremgangen er bredt funderet, men særligt Coloplast og Ørsted trækker op, mens Ambu ligger blandt få faldende aktier.

Der er også pæne stigninger i resten af Europa, hvor særligt det britiske marked er i hopla med en stigning på 2,4 pct., efter at sidste uges valgresultat åbnede banen for, at premierminister Boris Johnson kan forsætte sine brexitplaner.

Optimismen i Europa skyldes dog særligt begejstring over den fase 1-aftale på handelsområdet mellem USA og Kina, som blev offentliggjort i slutningen af sidste uge - selv om der endnu ikke er kommet mange detaljer ud om aftale.

Cykliske sektorer som materialer og industri bidrager til fremgang i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks, som med en stigning på 1,0 pct. til 415,93 har passeret sit hidtidige rekordniveau fra april 2015.

- Stigningerne er efterdønninger af fase 1-handelsaftalen mellem Kina og USA, som ser ud til at være faldet endeligt på plads. Vi mangler dog fortsat nogle detaljer om aftalen, og der har været lidt usikkerhed om indholdet efter nogle divergerende udmeldinger fra de to parter, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

AFTALEN ER "TOTALLY DONE"

I weekenden sagde USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer , ifølge Reuters, at en fase 1-handelsaftale næsten vil fordoble USA's eksport til Kina over de næste to år, og at den er fuldstændigt på plads. I den senere tid var markedet steget op til aftalen og meget var indregnet i forhold til, at det ville lykkedes parterne at nå en aftale, vurderer Martin Munk.

- Rigtigt meget var "priset ind" forud for, at den her første delaftale kom i mål, og at det britiske valg faldt ud som det gjorde i fredags, så "downside" var langt større, hvis det faldt negativt ud, end den "upside", vi har set over et par dage. Det ligner et marked, som godt kan køre i mål på de her flotte niveauer, siger Martin Munk.

Mandag middag topper Coloplast i C25 med en stigning på 1,9 pct. til 788,20 kr. efterfulgt af Ørsted, som ligger 1,7 pct. højere i 664,80 kr.

I bunden ligger Ambu med et fald på 0,3 pct. til 108,30 kr. Ambu kommer til at møde konkurrence fra den amerikanske gigant Boston Scientific på markedet for duodenoskoper til engangsbrug, der er et forretningsområde, som det danske medicoselskab har høje forventninger til.

Fredag fik den amerikanske konkurrent som ventet godkendt det nye duodenoskop, der bruges til kikkertundersøgelser via spiserøret af eksempelvis galdeblære og bugspytkirtel, af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Blandt sidepapirerne stiger Nordea 1,7 pct. til 52,21, efter at Deutsche Bank har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" og sat et kursmål, der svarer til godt 57 kr.

Rederiet DFDS har endvidere fået løftet sin anbefaling hos Nordea til "køb" fra "hold", og det betyder også, at banken igen sætter et kursmål. Det fastsættes til 375 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

DFDS stiger med 3,1 pct. til 328,20 kr. fra start.

Blandt de mindre aktier kan investeringsselskabet Luxor og Brd. Klee, der gør sig i et hav af mindre produkter til industrien, få en smule rampelys mandag, hvor begge afleverer regnskaber.

Begge selskaber sætter regnskabsmæssigt punktum for hele 2018/19.

Brd. Klee-aktien er endnu ikke handlet mandag, mens der er omsat få Luxor-aktier uden effekt på kursen. Begge hører dog også til blandt de mindst omsatte papirer på fondsbørsen i København.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder