Aktier/middag: Fremgang til Unibrew ikke nok til at sikre C25-plus

Udgivet den 14-11-2019  |  kl. 11:02  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier falder lidt tilbage torsdag formiddag efter to dage på stribe med lukkerekorder til det ledende C25-indeks.

Fremgang til bryggeriet Royal Unibrew oven på et pænt regnskab for tredje kvartal sent onsdag er dermed ikke nok til at holde begejstringen oppe.

I den anden ende af skalaen bliver der nemlig hevet gevinst ud af Ambu igen efter onsdagens massive kurshop, og generelt er der en overvægt af faldende aktier i eliteindekset.

Med til at trække humøret ned generelt set er svage nøgletal fra Kina fra morgenstunden, hvor både industriproduktionen og detailsalget viste sig skuffende i oktober.

- Vi er lidt nede. Det hænger måske sammen med nogle lidt sløje nøgletal fra Kina fra morgenstunden. Det gav en småsur åbning, og det holder lidt ved endnu, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Samlet set falder C25-indekset med 0,3 pct. til 1201,69.

UNIBREW BELØNNES FOR FREMGANG UNDER SVÆRT SAMMENLIGNINGSGRUNDLAG

Royal Unibrew stiger med 2,4 pct. til 583,40 kr., efter at bryggeriet sent onsdag kunne melde om fremgang i både salget og indtjeningen i tredje kvartal, hvor sommervejret ellers slet ikke var så godt, som tilfældet var i samme periode sidste år.

Unibrew omsatte for 2114 mio. kr. i juli, august og september mod et salg på 2106 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2018, mens driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) steg til 492 mio. kr. fra 451 mio. kr.

For hele året ser Unibrew nu omsætningen og driftsresultatet EBIT ramme i toppen af de tidligere udmeldte intervaller på henholdsvis 7575-7650 mio. kr. og 1440-1465 mio. kr.

Torsdagens højdepunkter fra regnskabsfronten kommer fra Nilfisk og Scandinavian Tobacco Group (STG).

Førstnævnte falder efter sine tal for tredje kvartal med 2,6 pct. til 121,80 kr.

Regnskabet viste da også en negativ organisk vækst på 6,8 pct. og generel tilbagegang i alle hovedtallene. For hele året fastholdes de forventninger, der blev nedjusteret i midten af oktober.

STG bakker med 4,9 pct. til 78,85 kr. efter et regnskab for tredje kvartal, der ligeledes viste fald i alle hovedtal undtagen driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster, der steg til 446 mio. kr. fra 398 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

SOLAR UNDER PRES EFTER UDSALG FRA STORAKTIONÆR

Solar falder desuden med 7,3 pct. til 278 kr. Det sker, efter at storaktionæren Chr. Augustinus Fabrikker har solgt 600.000 aktier i selskabet for 270 kr. stykket - svarende til en rabat på 10 pct. i forhold til lukkekursen onsdag.

Aktieposten svarer til 8,2 pct. af den samlede aktiekapital og 3,9 pct. af stemmerettighederne i Solar.

I forbindelse med salget har Chr. Augustinus Fabrikker aftalt en lock-up periode på 90 dage for storaktionærens resterende beholdning af Solar-aktier.

Tilbage i C25-regi bliver der hevet gevinster hjem i Ambu-aktien, som efter medicoselskabets regnskab for fjerde kvartal 2018/19 blev sendt op med 25,3 pct.

Sammen med regnskabet fulgte nyheden om, at Ambus bestyrelsesformand, Jens Bager, stopper og efter planen skal erstattes af Lars Rasmussen, tidligere topchef og nuværende bestyrelsesformand hos Coloplast.

Udskiftningen skal officielt ske på generalforsamlingen i selskabet den 17. december.

Efter regnskabet har flere børshuse - herunder ABG, Nordea og DNB - løftet deres kursmål for Ambu.

Ambu-aktien falder torsdag med 4,3 pct. til 120,60 kr.

ISS falder med 1,6 pct. til 151,60 kr., efter at Handelsbanken har sænket sin anbefaling af den aktie til "hold" fra "køb", og samtidig er kursmålet skåret til 170 kr. fra 228 kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder