Aktier/middag: God stemning i C25 - Mærsk og bryggerier trækker op

Udgivet den 17-09-2021  |  kl. 11:48  |  
Arkiv: Foto

Det tegner til en grøn afslutning på ugen i det danske C25-indeks, der fredag bliver trukket op af blandt andet Mærsk oven på torsdagens opjustering.

Der er foruden Mærsks opjustering også nye kursmål, som investorerne kan pejle efter. Her er der blandt andet nyt til Carlsberg, Pandora og DSV.

Efter en lidt omtumlet periode er det danske eliteindeks, som stiger 0,7 pct. til 1981,14, præget af god fredagsstemning.

Sådan lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvalting.

- Der var fald i sidste uge, og markedet ved ikke, hvilket ben det skal stå på. Sådan er det typisk i september, der normalt er lidt i vakuum, nu hvor vi var har været igennem regnskabssæssonen. Markedet afventer, hvad centralbankerne gør, og hvad der sker med Delta-varianten, mens verden samtidig åbner mere op. Vi ligger fortsat i nærheden af rekordniveauer, og der er snak om forestående korrektion. Men lige i dag ser det ud til, at der er fredagsstemning, siger Lars Hytting.

I toppen af indekset ligger de to bryggeriaktier Royal Unibrew og Carlsberg, der efter en svær periode oven på bekymringer om stigende råvarerpriser, fredag kommer igen med stigninger på henholdsvis 2,5 pct. til 780,80 kr. og 1,8 pct. til 1027,50 kr.

- Det er et rebound, og det virker til, at den seneste tids uro omkring de to aktier - med stigende inflation og råvarerpriser - løjer lidt af i dag, siger Lars Hytting.

MÆRSK FÅR LØFTEDE KURSMÅL EFTER OPJUSTERING

Mærsks B-aktie stiger 0,8 pct. til 20.000 kr. efter torsdagens opjustering og kursfald på 0,4 pct.

- Opjusteringen kommer ikke bag på investorerne, der ugentligt har kunne følge de stigende fragtpriser, lød det torsdag aften fra Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydabank.

- Selv om opjusteringen var forventet, må vi erkende, at estimaterne for aktien blev sat for lavt, lød det videre.

I kølvandet af opjusteringen har en række finanshuse løftet kursmål for aktien.

SEB har løftet sit kursmål til 21.000 kr. fra 18.000 kr. med en gentagelse af anbefalingen "hold", idet 2021 og 2022 ventes at udgøre en top for indtjeningen.

Det svenske finanshus venter, at den rekordhøje indtjening i år og næste år kan medføre en tilbagebetaling til aktionærerne på tæt ved 50 pct. - svarende til 10.070 kr. per aktie.

Credit Suisse har også flyttet sit kursmål op til 22.559 kr. mod tidligere 19.941 kr., hvor det schweiziske finanshus gentager den positive anbefaling "outperform".

Norske ABG Sundal Collier har givet sit kursmål et løft på 10 pct. til 22.000 kr. med en gentaget holdanbefaling.

Der er også Mærsk-nyt i Dagbladet Børsen, som skriver, at selskabet har hyret Deutsche Bank til at undersøge markedet for mulige købere af Maersk Container Industry.

Mærsk-investorerne kan fredag også se fremgangen fortsætte for spotraterne på containerfragt, der sætter rekord for 19. uge i træk.

Det viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over.

Indekset er i denne uge steget med 1,2 pct. til 4622,51.

KURSMÅL TIL PANDORA, CARLSBERG OG DSV

Smykkekoncernen Pandora får løftet sit kursmål for aktien til 630 kr. fra 600 kr. af SEB, der dog holder fast i den negative anbefaling "sælg".

Det viser data fra Bloomberg.

Selskabet har været i vælten i denne uge efter selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag, hvor der blandt andet blev meldt om nye finansielle målsætninger.

Også Nykredit Markets har hævet sit kursmål for smykkeaktien - her til 925 kr. fra 840 kr., mens anbefalingen her lyder "køb".

Pandora stiger fredag 0,1 pct. til 848 kr.

Nykredit Markets har også set nærmere på Carlsberg og sænker kursmålet til 1100 kr. fra 1200 kr. med den fortsatte anbefaling "hold".

Carlsberg-aktien fik tidligere på ugen sænket sit kursmål og sin anbefaling af Berenberg til 883 kr. fra 1295 kr. Siden har flere finanshuse fulgt trop og sænket kursmålet for aktien i ølgiganten.

Det skyldes de stigende råvarepriser på blandt andet glas og aluminium, der bruges til at lave dåser.

Aktien stiger desuagtet 1,8 pct. til 1027,50 kr.

DSV har også fået analytikernyt, da Credit Suisse har hævet sit kursmål til 1804 kr. fra 1507 kr.

Anbefalingen lyder fortsat på "outperform".

DSV-aktien stiger 0,9 pct. til 1693 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder