Aktier/middag: Novo og Demant trækker C25-indekset i positivt terræn

Udgivet den 26-03-2020  |  kl. 11:29  |  
DSV

Novo Nordisk, Demant, Simcorp og Rockwool er torsdag med til igen at hive det danske eliteindeks i positivt terræn efter to handelsdage med solid fremgang.

Torsdag ved middagstid stiger C25-indekset 0,2 pct. til 1057,20. Dermed klarer det ledende danske indeks sig en del bedre end i resten af Europa, hvor flere store indeks falder mellem 1 og 2 pct.

Faldene i Europa kommer oven på to dage med solide grønne tal, hvor blandt andet udsigterne til en amerikansk hjælpepakke for at forsøge at afbøde de økonomiske konsekvenser af coronakrisen har løftet stemningen.

- Vi har haft to gode dage, hvor vi har fået et "rebound" med solide stigninger. I det lys er der nu nogle, der på den korte bane trækker sig lidt tilbage. Vi ser i Danmark ikke de samme tendenser som i resten af Europa, som også nød godt af større stigninger de seneste dage, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, og fremhæver, at torsdagens bevægelser er mere rolige end de seneste mange handelsdage.

- Det er positivt, at der ryger noget volatilitet ud af markedet i dag, men vi er nok ikke ude af det endnu. Der kommer nok stadig nogle dage med store udsving som følge af coronakrisen, fortsætter han.

DEMANT OG NOVO TRÆKKER OP

I den gode ende af indekset har høreapparatkoncernen Demant placeret sig med en stigning på 2,1 pct. til 143,15 kr., efter at finanshuset Berenberg har løftet anbefalingen for aktien til "køb" fra "hold". Kursmålet er sat til 195 kr.

Investorerne kan også skæve til nyt fra den schweiziske konkurrent Sonova, der onsdag aften sænkede forventningerne til 2020 på grund af usikkerheden som følge af udbruddet af coronavirus.

- Men der kom alligevel også nogle meldinger, som ikke er helt så bekymrende som frygtet. Selskabet har haft en supergod start på året, indtil corona ramte, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

Den danske branchefælle GN falder ved middagstid 0,2 pct. til 270 kr.

Medicinalgiganten Novo Nordisk, der vægter tungt i C25-indekset, stiger også 2,7 pct. til 374,65 kr., og Royal Unibrew går frem med 3 pct. til 436,30 kr.

AMBU OG ISS KAN IKKE STÅ FOR SALGSPRES

Ambu, ISS og Ørsted har omvendt placeret sig i bunden af eliteindekset, hvor Ambu med et fald på 3,8 pct. til 157,80 kr. er bundskraberen.

Medicoselskabets aktie er ellers den, der med en stigning på 41 pct. siden årskiftet har klaret sig bedst i det danske eliteindeks.

- Ambu har klaret sig utroligt godt gennem det her forløb, og selskabet producerer nogle produkter, som står for at undgå bakterier, som passer godt ind i den verden, vi lige nu ser ind i. I dag kan den dog ikke helt stå for salgspresset, siger Martin Munk.

ISS-aktien er omvendt samlet set faldet omkring 43 pct. siden årets start efter torsdagens fald på 2,7 pct. til 90,38 kr.

Ørsted-aktien falder 1,6 pct. til 659,80 kr. torsdag, efter at aktien onsdag steg 7 pct. efter en fastholdelse af forventningerne trods coronavirususikkerheden.

Morningstar har sænket anbefaling for energiaktien til "hold" fra "køb". Kursmålet lyder fortsat på 640 kr.

BUNKE AF ANALYSENYT PÅ DSV PANALPINA

Torsdagen byder som de seneste handelsdage også på en lang række analysenyt.

Amerikanske Goldman Sachs har set nærmere på både Tryg og Topdanmark, hvor kursmålene sænkes henholdsvis omkring 10 pct. til 164 kr. og knap 8 pct. til 275 kr.

Anbefalingen af Tryg er fortsat "sælg", mens storbanken har en neutral anbefaling af Topdanmark-aktien.

Tryg-aktien falder 1,1 pct. til 157,60, mens aktien i Topdanmark stiger 0,2 pct. til 253 kr.

Flere finanshuse har også kigget nærmere på DSV Panalpina-aktien, der torsdag falder 0,2 pct. til 545 kr.

Bernstein har løftet anbefaling af aktien til "market perform" fra "underperform" men sænket kursmålet til 580 kr. fra 620 kr., mens Handelsbanken har løftet til "køb" fra "sælg". Her er kursmålet 600 kr.

Sydbank har hævet til "køb" fra "hold", og Deutsche Bank har skåret 150 kr. af kursmålet til 680 kr., mens der fortsat anbefales "køb".

Finanshuset Berenberg har desuden skåret kursmålene for Danske Bank og Nordea, der torsdag stiger henholdsvis 0,4 pct. til 74, 28 kr. og 1,2 pct. til 37,69 kr.

For Danske Bank er kursmålet sænket til 88 kr. fra 115 kr., mens det for Nordea-aktien er sænket til 44,15 kr. fra 58,29 kr. Anbefalingerne på henholdsvis "hold" og "køb" gentages.

AMERIKANSK PANDORA-FORHANDLER MED TAL

Pandora-aktien stiger 1,1 pct. til 216,40 kr., forud for at amerikanske Signet, der forhandler Pandora-smykker gennem Jared-kæden, torsdag offentliggør regnskabstal for fjerde kvartal.

Jyske Bank går også frem med 0,2 pct. til 164,90 kr., efter at ABG Sundal Collier har løftet anbefaling af bankaktien til "køb" fra "hold". Kursmålet er dog sænket til 210 kr. fra 270 kr.

Vestas har også fået analysenyt fra Commerzbank og Credit Suisse, der sænker kursmålet til henholdsvis 800 kr. fra 820 kr. og 455 kr. fra 530 kr.

Anbefalingen af aktien, der torsdag falder 0,3 pct. til 560,60 kr., er henholdsvis "køb" og "underperform".

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder