Aktier/middag: Pænt plus til Carlsberg trækker C25-stigning

Udgivet den 10-07-2020  |  kl. 11:32  |  
Arkiv: Foto

Et solidt plus til Carlsberg-aktien er med til at trække det danske eliteindeks, C25-indekset, i et lille plus fredag, hvor indekset samlet set stiger 0,3 pct. til 1409,141 og dermed atter er på rekordkurs.

En foreløbig handelsopdatering fra første halvår sætter Carlsberg i fokus på ugens sidste handelsdag, hvor aktien ved middagstid stiger 4,9 pct. til 913,20 kr.

Bryggeriet har fortsat suspenderet forventningerne til året, men melder ellers om et rebound i Kina, Vesteuropa kom godt igen mod slutningen af kvartalet, og Østeuropa er ikke så påvirket af corona.

Bryggerikoncernen ser et organisk fald i driftsoverskuddet på 8,9 pct. i første halvår og omsætningen faldt 14,6 pct.

- Det ser rigtig fint ud. Det er bedre, end markedet havde regnet med, og det ser ud, som om selskabet er kommet godt igennem Covid-19, så det er helt fair, at aktien rebounder lidt på det, vurderer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, over for Ritzau Finans.

Han tilføjer, at det er stigningen til Carlsberg-aktien, der ligger i toppen af C25-indekset, som trækker det danske indeks i plus. Foruden Carlsberg er handlernes fokus igen på den globale virusudvikling.

- De makrotal, vi har fået på det seneste, er som sådan fine nok, og markedet er stadig lidt bekymret for udviklingen af Covid-19 i USA, så der er ikke noget nyt på den front, men vi så lidt sektorrotation igen i går i USA, hvor man begyndte at købe techaktier og cykliske aktier, så vi så en omfordeling af, hvilken type aktier man kigger efter, i forhold til hvad man kiggede efter tidligere på ugen, forklarer Mads Zink.

FLERE KURSMÅLSÆNDRINGER

En række C25-aktier har været under analytikernes lup. Det gælder blandt andet FLSmidth-aktien, der får sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af ABG, som dog hæver kurmålet til 200 kr. fra 195 kr.

FLSmidth-aktien falder 1,9 pct. til 189,05 kr.

Forsikringskoncernen Tryg har fredag fået hævet kursmålet af britiske HSBC og amerikanske Morgan Stanley, efter at koncernen torsdag præsenterede regnskab for andet kvartal af 2020.

HSBC løfter kursmålet til 170 kr. fra 151 kr. og fastholder anbefalingen "reducer", mens Morgan Stanley mere beskedent løfter sit kursmål for aktien med en flad femmer til 150 kr., og ligeledes fastholder anbefalingen, der lyder på "undervægt".

- Tryg er også pænt oppe, og det er selvfølgelig efter regnskabet i går, noterer Mads Zink om aktien, som stiger 1,9 pct. til 194,60 kr.

ISS har fået skåret 25 kr. af sit langsigtede kursmål af Credit Suisse, så det nu er på 140 kr.

Finanshuset fastholder anbefalingen "outperform".

ISS-aktien falder med 1,5 pct. til 98,06 kr.

Genmab har fået løftet kursmålet til 2400 kr. fra 2250 kr. af britiske Barclays, der fastholder anbefalingen "overvægt".

Genmab falder til 0,3 pct. til 2327,00 kr.

Enzymkoncernen Novozymes, der onsdag overraskende leverede en salgsopdatering for årets første halvdel, fik torsdag reduceret både kursmål og anbefaling hos den svenske investeringsbank SEB.

Anbefalingen reduceredes til "sælg" fra "hold", og kursmålet er sænket til 340 kr. fra 355 kr.

Fredag middag stiger Novozymes-aktien med 0,2 pct. til 382,90 kr.

Blandt sidepapirerne stiger NKT med 3,4 pct. til 155,40 kr., efter at finanshuset Goldman Sachs har hævet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "neutral.

Finanshuset løfter ved samme lejlighed kursmålet til 173 kr. fra 137 kr.

Desuden har finanshuset Exane BNP Paribas hæver kursmålet for en aktie i sikringsselskabet G4S til 10,39 kr. fra 9,50 kr. og gentager neutral-anbefalingen.

G4S-aktien stiger 0,5 pct. til 9,88 kr. fredag middag.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder