Aktier/middag: Rockwool til tops i forårsgrønt marked

Udgivet den 25-03-2020  |  kl. 11:44  |  
Arkiv: Foto

Der er forår i luften over de europæiske aktiemarkeder efter udsigten til en stor amerikansk hjælpepakke, og det danske C25-indeks følger med en stigning på 2,7 pct. til 1058,25 den positive tendens.

Blandt de mest stigende aktier ligger Rockwool, der tirsdag aften sløjfede forventningerne, mens også en opdatering fra Ørsted tages positivt op.

- Det danske aktiemarked følger opturen i resten af Europa, efter at de amerikanske politikere nåede til enighed om en hjælpepakke i morges. Fremgangen kommer som en modreaktion på de meget store kursfald, men nervøsiteten er fortsat stor, idet der fortsat er stor usikkerhed om coronavirussets spredning i USA. Hjælpepakkerne fra politikere og centralbanker kan dog være med til at afbøde for de negative konsekvenser af coronakrisen, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg hos Formuepleje til Ritzau Finans.

Afstemningen om hjælpepakken ventes efter klokken 18 dansk tid, hvor den så skal videre til Repræsentanternes Hus, og så videre til underskrift.

- På den danske scene er der især fremgang til de sektorer, der har oplevet store fald, hvilket blandt andet gælder banker og transport, siger Formueplejes aktiestrateg.

Danske Bank løftes med 5,5 pct. til 73,88 kr., og Jyske Bank stiger 5,1 pct. til 165,55 kr. I transportsektoren ligger DSV Panalpina med en stigning på 5,5 pct. i 547 kr., og Mærsks B-aktie øges med 4,4 pct. til 5746 kr.

ROCKWOOL FASTHOLDER TILBAGEKØB OG UDBYTTE

Efter børslukning tirsdag sluttede isoleringskoncernen Rockwool sig til flere C25-kollegaer og suspenderede forventningerne til 2020 på grund af usikkerheden, som udbruddet af coronavirus har skabt.

Selskabet understreger i meddelelsen, at økonomien fortsat er robust, og derfor fastholdes planen om aktietilbagekøb og udbytte til april. Aktien stiger onsdag 7,5 pct. til 1152 kr.

- Suspendering kommer selvfølgelig af manglende transparens. De er faktisk ikke ramt så hårdt på forretningen endnu, men de tager forholdsregler og suspenderer, siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker hos Sydbank.

- Der er positive meldinger i beskeden i form af, at de måske ikke har mærket effekterne så meget endnu, hvilket måske kan indikere, at byggebranchen ikke er ramt så hårdt på nuværende tidspunkt, vurderer han.

ØRSTED FASTHOLDER FORVENTNINGERNE

Ørsted har onsdag morgen i en opdatering til markedet fastholdt sine forventninger til 2020 trods usikkerheden som følge af coronavirusudbruddet. Efter den melding sendes aktien onsdag middag op med 5,9 pct. til 664 kr.

Det kommer ikke som den store overraskelse for Sydbanks Ørsted-analytiker, Per Fogh, der peger på, at det bekræfter, at Ørsted ikke rammes så hårdt af udbruddet.

- Meldingen bekræfter min tese om, at Ørsted ikke bliver lige så hårdt ramt af Covid-19 som mange andre.

- Det siger ikke super meget (onsdagens meddelelse, red.), men til gengæld siger det, at forretningsmodellen står godt imod, siger han til Ritzau Finans.

Vestas stiger yderligere 2,3 pct. til 544,80 kr oven på tirsdagens kurshop på 11,3 pct. Her blev vindmølleproducenten hjulpet på vej af opløftende meldinger fra konkurrenten Nordex.

Siden har Jyske Bank løftet anbefaling af vindmølleaktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet er sænket til 680 kr. fra 725 kr.

Royal Unibrew får hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Kepler Cheuvreux. Børshuset sænker dog kursmålet for aktien til 500 kr. fra 640 kr., viser data fra Bloomberg.

Bryggeriaktien stiger onsdag 4,4 pct. til 406,10 kr. Siden nytår er det blevet til et fald på over 33 pct.

Berenberg har løftet anbefalingen af Chr. Hansen, der stiger 1,7 til 475,70 kr. Der siges nu "hold" mod før "sælg", mens kursmålet er på 450 kr.

De to eneste aktier i C25, der er steget i år, ligger onsdag også i minus. Coloplast-aktien agerer med et fald på 2,1 pct. til 942,20 kr. bundskraber i C25-regi, og Ambu-aktien taber 0,4 pct. til 167,35 kr.

ALK-Abelló-aktien stiger med 7,5 pct. til 1407 kr., efter at Sydbank har løftet sin anbefaling på aktien til "køb" fra "hold", idet aktien nu er attraktiv efter et kursfald på næsten 40 pct.

ALK-Abelló er ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen ikke immun over for de negative effekter af coronavirussets udbredelse, men de underliggende fundamentale faktorer, der skal drive indtjeningen i selskabet fremadrettet, er i vid udstrækning stadig intakte.

H+H SUSPENDERER FORVENTNINGERNE

Blandt sidepapirerne på den københavnske fondsbørs er fokus onsdag blandt andet på porebetonproducenten H+H, der stiger 5,0 pct. til 71,50 kr.

Selskabet fortalte tirsdag efter børslukning, at forventningerne til 2020 suspenderes på grund af usikkerheden som følge af coronavirusudbruddet.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder