Aktier/middag: Vestas banker i rekord på mørkegrøn dag

Udgivet den 11-08-2020  |  kl. 11:10  |  
Arkiv: Foto

Vestas er i topform på tirsdagens aktiemarked efter at have leveret regnskab for andet kvartal, og aktien er på vej til at slå den seneste lukkerekord med flere længder, hvis niveauet holder til lukketid.

Vestas-aktien stiger 7 pct. til 906,20 kr. tirsdag middag. Den hidtidige rekord var fra 21. juli og lød på 856,40 kr.

- Det kommer lidt bag på mig, at aktien skal stige så meget. Regnskabet var dog flot, når der renses for ekstraordinære poster, vurderer senioraktiehandler Christian Thatje i Sydbank.

Vestas leverede langt bedre end ventet på toplinjen i andet kvartal, hvor driften til gengæld ramte langt under forventningerne i markedet. Det skyldtes primært en ekstraordinær hensættelse på 175 mio. euro (1,3 mia. kr.) til opgradering og reparation af et "begrænset" antal allerede installerede møllevinger.

C25-indekset stiger samlet set med 1,8 pct. til 1465,63 og er "kun" omkring 8 point fra rekord, og kun tre C25-aktier ligger i rødt - Bavarian, Chr. Hansen og Simcorp - der falder mellem 0,5 og 1,2 pct.

- Generelt er der risk on i dag båder herhjemme og ude i Europa, vurderer senioraktiehandleren og forklarer det med positive forventninger til, at der snart opnås enighed om en hjælpepakke i USA.

Steven Mnuchin, den amerikanske finansminister og den ene af to chefforhandlere for Republikanerne i dialogen om en ny hjælpepakke til den amerikanske økonomi, tror på, at der kan nås en aftale i denne uge.

I Europa er der typiske stigninger i de ledende indeks på omkring 2 pct. tirsdag middag.

Pandora stiger 3,5 pct. til 424,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

- Detailaktier har det generelt godt tirsdag, og jeg tror, det er forklaringen på stigningen i Pandora, siger Sydbanks senioraktiehandler.

C25 ANALYTIKERKOMMENTARER

Coloplast har tirsdag fået sænket sin anbefaling hos Nordea Markets, som nu siger "sælg" mod tidligere "hold". Det skriver Bloomberg News.

Kursmålet er nu på 930 kr., hvilket indikerer et negativt potentiale på 11 pct. i forhold til mandagens lukkekurs. Aktien handles til 1046,50 kr. - uændret fra mandag.

Novozymes, der kommer med regnskab onsdag, har tirsdag fået hævet kursmål af Handelsbanken fra 275 kr. til 325 kr. Anbefalingen "sælg" fastholdes. Aktien stiger dog trods dette med 1 pct. tirsdag middag til 381,80 kr.

Ørsted, der er regnskabsaktuel onsdag, får løftet kursmålet hos Morgan Stanley med 52 pct. til 950 kr. fra 625 kr. Anbefalingen er stadig "ligevægt". Ørsted stiger 2,1 pct. til 903,80 kr.

Også C25'erne ISS, Genmab og Simcorp er regnskabsaktuelle onsdag. ISS stiger 1,4 pct.til 108,20 kr., Genmab stiger 1,6 pct. til 2317 kr., og Simcorp falder med 1,4 pct. til 721 kr.

LØFTEDE KURSMÅL I SIDEPAPIRER

Gabriel Holding har fået løftet kursmålet af ABG Sundal Collier med godt 5 pct. til 780 kr. fra førhen 740 kr. Anbefalingen er fortsat "hold". Ændringen sker, efter at Gabriel mandag eftermiddag opjusterede til trods for begrænset sigtbarhed efter bedre end ventet forskudt tredje kvartal og juli.

Gabriel-aktien stiger 1,4 pct. til 725 kr.

Aarsleff har sent mandag aften fået løftet sit kursmål. ABG Sundal Collier har løftet kursmålet med 12 pct. fra 250 kr. til 280 kr. Anbefalingen fastholdes på "køb". Aktien stiger 3,5 pct. til 250 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder