Aktier/middag: Vestas falder tungest under ny nedtur

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 11:46  |  
Arkiv: Foto

Grønne aktier som Vestas, Ørsted og Rockwool fortsætter ned fredag som afslutning på en kedelig uge, hvor også eliteindekset, C25, er bakket en del.

I USA har kommende præsident Joe Biden torsdag aften præsenteret sit meget imødesete forslag til endnu en hjælpepakke på 1900 mia. dollar.

- Det er jo selvfølgelig stimulans til økonomien, men der er også en bagside ved det, da der nok også skal kræves noget ind den anden vej potentielt i form af skatter over for virksomheder.

- Det næste skridt er desuden at få det igennem Kongressen, så jeg tror, at der er lidt tvivl om, hvordan det hele lige lander, siger aktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk til Ritzau Finans.

PRES PÅ VESTAS

Ved 11.30-tiden ligger C25-indekset 0,7 pct. lavere end torsdag i 1665,52. Det er 2,4 pct. lavere end fredag i sidste uge, hvor C25-indekset satte lukkerekord i 1706,57.

Vestas er atter ramt af salgspres og falder 3,8 pct. til 1391 kr. Dermed er aktien faldet næsten 11 pct., siden den satte lukkerekord i 1560 kr. fredag i sidste uge.

- De grønne aktier har lidt et knæk i løbet af ugen, men der er også nyt fremme om vingeproblemer i en vindpark, siger Martin Munk.

Renews.biz skriver, at Vestas globalt har taget omkring 150 vindmøller ud af drift, efter at selskabet har opdaget en fejl på bestemte vinger på møller af typen V150.

Rockwool, der qua sine isoleringsprodukter også kan bidrage til den grønne omstilling, falder 2,6 pct. til 2395 kr. Ørsted ligger 0,5 pct. lavere i 1182,50 kr. og er faldet 13 pct. i denne uge. Torsdag i sidste uge satte aktien lukkerekord i 1355 kr.

CHR. HANSEN SÆNKES

Der er også ny modvind til Chr. Hansen, der torsdag præsenterede et lidt skuffende regnskab for første kvartal af 2020/21. Aktien falder 3,3 pct. til 556,60 kr.

SHB har sænket sit kursmål til 625 kr. fra 700 kr., hvilket fortsat berettiger til anbefalingen "hold". DNB har hævet sin anbefaling til "hold" fra "sælg" med et uændret kursmål på 600 kr. Endelig har Kepler Cheuvreux skåret sit kursmål med en halvtredser til 615 kr. og gentaget sin anbefaling "hold".

NOVO GENOPTAGES MED KØB

I den modsatte grøft ligger Novo Nordisk og Ambu begge til pæne gevinster efter rygklap fra analytikere.

Analysedækningen af aktien i Novo Nordisk er blevet genoptaget af Deutsche Bank med en købsanbefaling og et kursmål 500 kr.

Netmediet Finans skriver i øvrigt, at Novo er ved at nærme sig afkast på fedmeområdet. Sådan lød det fra topchefen i Novo, Lars Fruergaard Jørgensen, på en konference torsdag.

Novo stiger 1,3 pct. til 443 kr.

Endnu bedre går det Ambu, der ligger 3,2 pct. højere i 256,60 kr., efter at Danske Bank har løftet sit kursmål for aktien til 265 kr. fra 230 kr. Bankens anbefaling er "køb".

FRAGTRATEN STIGER SVAGT

Tårnhøje containerrater løfter desuden A.P. Møller-Mærsk, der allerede har sat rekord to gange denne uge og stiger yderligere 0,5 pct. til 15.150 kr.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, steg for 14. uge i træk i perioden fra den 8. januar til 15. januar.

På ruterne mellem Asien og Europa, hvor Mærsk dominerer sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, faldt prisen dog med 0,9 pct. til 4413 dollar per tyvefodscontainer (teu). Dermed falder prisen tilbage fra det højeste niveau siden mindst 2012, hvor Ritzau Finans begyndte at følge indekset.

GYLDENDAL OPJUSTERER

Blandt sidepapirerne kom der torsdag aften en opjustering fra forlaget Gyldendal, der nu ser en omsætning på cirka 900 mio. kr., mens driftsresultatet spås at blive på cirka 10 mio. kr. Aktien stiger 4,8 pct. til 440 kr.

Boozt får sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Danske Bank, der dog havde suspenderet sin anbefaling fra 20. november som følge af den danske notering af onlinehandelsselskabet.

Finanshuset løfter ved samme lejlighed sit kursmål til 192 svenske kr. svarende til 141,41 kr. fra 175 svenske kr. Boozt-aktien falder 2 pct. til 127,40 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder