Aktier/middag: Vestas på rekordkurs efter ordreboom

Udgivet den 30-09-2020  |  kl. 11:49  |  
Arkiv: Foto

Vestas-aktien er onsdag på rekordkurs, efter at vindmølleproducenten har høstet en række ordrer før kvartalsafslutningen, hvilket sker i et halvsvagt aktiemarked, der er ramt af en kaotisk tv-duel mellem de to amerikanske præsidentkandidater natten til onsdag.

Det danske C25-indeks ligger onsdag ved 11.30-tiden med et mindre fald på 0,1 pct. i 1511,21 efter tirsdagens stigning på 1,1 pct. til lukkerekorden 1512,52.

De amerikanske aktieindeksfutures indikerer en negativ åbning på op til 0,9 pct., når aktiemarkederne i New York åbner senere på dagen, og det tyske DAX-indeks taber 0,6 pct.

- Vi har lidt negativ stemning i dag efter den første valgdyst mellem Trump og Biden blev noget kaotisk roderi. Markedet tolker det negativt, at der ikke var nogen sejrherre, vurderer senioraktierådgiver Martin Munk.

- Det kan også være negativt med en Biden-sejr, idet han ventes at ville hæve skatterne, hvilket skaber lidt bekymringer i markedet, pointerer Martin Munk.

Vestas-aktien ligger i toppen af C25-indekset med en stigning på 2,7 pct. i 1016 kr., og vindmølleaktien er på vej mod en ny lukkerekord efter en række ordrer.

Vestas har onsdag blandt andet annonceret, at selskabet har modtaget tre møllebestillinger fra USA på henholdsvis 185, 184 og 95 megawatt, MW. Derudover er der også annonceret en ordre til Italien på 28 MW.

- Vestas bliver understøttet af de mange ordrer, der normalvis kommer ved udgangen af kvartalerne. Ordresituationen ser god ud for tredje kvartal, og aktien har rundet de magiske 1000 kr., siger Martin Munk.

Bryggeriaktien Unibrew ligger i bunden af C25 med et fald på 3,4 pct. til 659 kr., hvilket sker efter et par gode dage på børsen med stigninger på henholdsvis 2,5 og 3,1 pct. Konkurrenten Carlsberg klarer frisag med et plus på 0,2 pct. i 853,80 kr.

Genmab informerede tirsdag aften om, at biotekselskabets topchef, Jan van de Winkel, har solgt aktier for godt 71 mio. kr. i selskabet. Salget af aktierne skyldes betaling af skat i forbindelse med van de Winkels deltagelse i Genmabs aktiebonusprogrammer for 2017, 2018 og 2019, oplyses det.

Jan van de Winkel har fortsat 641.423 aktier i Genmab, hvilket repræsenterer en samlet værdi på godt 1,5 mia. kr.

- Topchefen har stadig hånden på kogepladen, så jeg vil ikke overfortolke salget, der er skatterelateret, fremhæver Martin Munk.

Genmab-aktien ligger med et fald på 1,3 pct. i 2324 kr. tredjesidst i C25-indekset.

Bankerne klarer sig relativt godt med stigninger på 2,1 pct. til 178,80 kr. til Jyske Bank og 0,5 pct. til 84,90 kr. til Danske Bank.

- Bankerne kommer lidt igen, idet investorerne er gået på tilbudsjagt i en sektor, der ligger underdrejet, vurderer Martin Munk.

Pandora-aktien taber 0,7 pct. til 452,60 kr.

Handelsbanken vurderer, at en genopblussen af coronavirus og mere forsigtige forbrugere vil være en hæmsko for Pandora i fjerde kvartal, og banken ser øget risiko for, at smykkekæden vil skuffe sammenlignet med forventningerne i aktiemarkedet.

Handelsbanken gentager desuden anbefalingen "sælg" og et kursmål på 360 kr.

Coloplast gik tirsdag forrest i C25 med en stigning på 3,1 pct., efter at selskabet i forbindelse med sin virtuelle kapitalmarkedsdag kom med nye finansielle mål frem til 2025. Onsdag fortsætter aktien de gode takter med en stigning på 0,8 pct. til 1018,50 kr. Analytikerne hos SEB har skruet kursmålet for Coloplasts aktie op til 850 kr. fra før 785 kr.

Der er onsdag også analysenyheder til DSV Panalpina og Netcompany. Morgan Stanley har sat kursmålet for Netcompany op til 555 kr. fra 515 kr. I samme omgang gentager finanshuset anbefalingen "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Netcompany stiger 0,7 pct. til 527 kr.

Nordea har endvidere hævet sit kursmål for aktierne i DSV Panalpina til 1150 kr. fra før 975 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb".

DSV Panalpina falder 0,5 pct. til 1047 kr., efter at aktien tirsdag lukkede i rekord for sjette dag i træk.

Blandt sidepapirerne falder aktierne i biotekselskabet Orphazyme med 5,6 pct. til 65,70 kr. efter en skuffende første dag på børsen i New York, hvor ADR-aktien tabte 11,7 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder