Aktier/middag: Ørsted, Mærsk og banker bidrager til dansk optur i blandet Europa

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 11:42  |  
SAS

Godt hjulpet af pæne stigninger til Ørsted, Mærsk og bankerne ligger det danske aktiemarked torsdag middag ganske pænt sammenlignet med det øvrige Europa, hvor billedet er mere blandet.

Ved 11.30-tiden ligger C25-indekset 0,8 pct. højere i 1839,19 efter stigninger i 17 af de 25 eliteaktier. Til sammenligning ligger det store europæiske Stoxx 600-indeks til et fald på 0,1 pct.

- Det danske marked klarer sig relativt godt sammenlignet med det øvrige Europa, og det skyldes i særdeleshed en god stemning om Ørsted, som holder kapitalmarkedsdag i London.

- Som Ørsted selv siger, så er der stor medvind fra politisk hold til vedvarende energi, så de har løftet sløret for nogle pæne forventninger frem mod 2030. Det er det, der trækker aktien op, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire.

SER STOR VÆKST FREM MOD 2030

Ørsted regner nu med, at den samlede driftsindtjening før af- og nedskrivninger (EBITDA) for hele koncernen vil ligge på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.

Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.

Ørsted-aktien ligger ved middagstid 5,5 pct. højere i 636,40 kr.

- Overordnet er der stadigvæk usikkerhed om, hvad centralbankerne i eurozonen og USA gør på deres rentemøder i næste uge. Denne uge har budt på renteforhøjelser fra først Australien og siden også Bank of Canada.

- Det har givet lidt rystelser i forhold til den makroøkonomiske del, og er formentlig årsagen til, at der er lidt skvulp på overfladen, og at Europa ligger lidt mere blandet end herhjemme, siger Ole Kjær Jensen.

RATESTABILISERING UNDERSTØTTER MÆRSK

Herhjemme klarer Mærsk-aktierne sig også godt, efter at der de sidste par uger har været tegn på en stabilisering af fragtraterne. Mærsk B ligger 2,6 pct. højere i 12.380 kr.

Desuden stiger Danske Bank yderligere 2,2 pct. til 164,25 kr. efter et plus på 8,0 pct. onsdag efter bankens strategiopdatering, der også bød på nye målsætninger frem mod 2026.

Efterfølgende har SEB, Jyske Bank, UBS og Nordea løftet deres kursmål for Danske Banks aktie. Meldingerne fra Danske Bank fortsætter i øvrigt med at smitte positivt af på de andre bankaktier herhjemme.

Jyske Bank stiger torsdag 1,1 pct. til 524,20 kr. efter et plus onsdag på 3,0 pct., og Nordea ligger 0,6 pct. højere i 72,84 kr. efter stigningen onsdag på 1,8 pct.

NKT PRÆSENTERER DETALJER FOR AKTIESALG

Uden for C25 er der fokus på NKT, som har præsenteret detaljerne for det forestående aktiesalg i selskabet. NKT vil i alt udbyde op til godt 10,7 mio. nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer og til en pris på 255 kr. per aktie.

Det vil kræve fire tegningsretter at tegne én nye aktie.

Hvis salget udnyttes fuldt ud, vil det indbringe et provenu på 2,74 mia. kr.

NKT-aktien ligger 1,1 pct. lavere i 419 kr.

ASETEK LEVERER MASSIV OPJUSTERING

Blandt de mindre papirer er der desuden opmærksomhed til fondsbørsens nyeste navn, Asetek, der sent onsdag leverede en gedigen opjustering af forventningerne.

Asetek regner nu med en vækst i omsætningen på 25-35 pct. i år sammenlignet med 2022, mens buddet tidligere var på en fremgang på 5-15 pct.

Desuden ses driftsindtjeningen ende i 5-7 mio. dollar mod oprindeligt 2-4 mio. dollar.

Aktien, der blev noteret i København i maj, brager op med 31,1 pct. til 4,43 kr.

Luftfartsselskabet SAS ligger derimod 1,4 pct. lavere i 0,22 kr. Selskabets trafikrapport for maj viste en stigning i passagertrafikken på 26,3 pct. i forhold til samme måned året før.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder