Aktier/Nordea: Europæisk marked attraktivt uanset britisk valgudfald

Udgivet den 08-06-2017  |  kl. 16:15  |  

Investorerne har nok at holde øje med torsdag, hvor blandt andet parlamentsvalget i Storbritannien er et af de tunge punkter på dagsordenen.

Og selv om der endnu er usikkerhed om udfaldet på valget, er vurderingen fra Nordea klar. De europæiske aktier har nemlig et fornuftigt afkastpotentiale fremover, uanset hvem der ender med at få magten i Storbritannien.

Resultatet af valget - og dermed sammensætningen af den fremtidige regering i det britiske - vil få betydning for forhandlingerne om Storbritanniens udmelding fra EU-samarbejdet, og derfor kan det også få effekt på de finansielle markeder.

Men valget er alligevel primært et britisk anliggende, og derfor skal man som investor ikke være bange for eksponering mod europæiske aktier generelt - lige meget hvordan resultatet af valget bliver.

- Vores hovedscenarie er, at May og de konservative vinder valget og konsoliderer magten, til trods for at meningsmålingerne er tættere, end mange havde ventet. Men når det er sagt, mener vi i høj grad, at valget er en britisk begivenhed, og at påvirkningen på resten af Europa vil være meget begrænset på grund af det solide opsving, vi ser i den europæiske økonomi, siger Morten Hessner, der er seniorstrateg hos Nordea, i en kommentar.

Han mener dermed ikke, at valget vil fremtvinge helt så voldsomme reaktioner, som tilfældet var for knap et år siden, da en folkeafstemning i Storbritannien afslørede, at briterne forlader EU-samarbejdet efter mere end 40 års medlemskab - populært kaldet brexit.

- Uanset hvordan valget falder ud, mener vi ikke, at det er sandsynligt, at vi skal genopleve sidste års brexit-panik, vurderer Morten Hessner.

USIKKERHEDEN ER ØGET - PUNDET PRESSET

Da premierminister Theresa May udskrev parlamentsvalget i april lå hendes konservative parti til en meget klar sejr, men siden er det forspring skrumpet gevaldigt ind i meningsmålingerne, hvilket blandt andet har svækket det britiske pund over for euro betragteligt.

Men selv om usikkerheden allerede er begyndt at afspejle sig på de finansielle markeder, er den underliggende fremgang i økonomien i Europa den afgørende faktor for, hvor man skal lægge sine penge - også efter valget.

Og her er det fortsat en god ide at investere i aktier fra det europæiske kontinent, vurderer Nordea.

- Valgafgørelsen vil ikke ændre på, at Europa er den region med mest potentiale på aktiesiden lige nu, og derfor vil vi også efter i morgen anbefale investorerne at have flere europæiske aktier i deres porteføljer end normalt, lyder det fra Morten Hessner.

- Økonomien vokser stærkt i Kontinentaleuropa (det europæiske fastland, red.) i øjeblikket, og virksomhederne genererer særdeles stærk indtjening. Hertil kommer, at renten forbliver meget lav et godt stykke tid endnu, og at vi har fået styrket den fransk-tyske politiske akse i Europa her i foråret, forklarer seniorstrategen.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  Europa❯  Shares❯  Storbritannien❯ 

Relaterede nyheder