Aktier/Nordea: Investorerne foretager realitetsckeck

Udgivet den 28-03-2017  |  kl. 07:41  |  
Arkiv: Foto

Finansmarkederne foretager for øjeblikket et realitetstjek af de seneste måneders udvikling.

Det er vurderingen hos seniorstrateg i Nordea Morten Hessner.

Han vurderer, at den politiske del af fremgangen på aktiemarkedet er langt mindre end den realøkonomiske.

- Mens årets første tre måneder har været mere eller mindre en lang positivt oplevelse for investorerne, så har den senest uge budt på faldende aktier. Det var også tilfældet mandag, hvor der var røde tal på langt de fleste aktiemarkeder, konstaterer han og fremhæver også, at den amerikanske dollar er svækket til det laveste niveau overfor euro siden præsidentvalget. Og at på obligationsmarkedet i USA er de lange statsrenter nu lavere end ved årets start på trods af, at den amerikanske centralbank har hævet renten, og de økonomiske nøgletal har været overordentlig solide.

INVESTORERNE PUSTER UD

Nordea-strategen vurderer, at investorerne har taget en puster og giver de markante aktiekursstigninger, vi har set siden præsidentvalget et realitetstjek.

Hvor meget af kursstigningerne kan tilskrives reel økonomisk fremgang, og hvor meget er kommet i håb om bedre tider forude - "Trump-Trade"? spørger han.

- Kursfremgangen kan hovedsageligt tilskrives den fremgang, som vi har set i vækstindikatorerne og i indtjeningen hos virksomhederne, mens den politisk betingede del af fremgangen derimod er langt mindre, vurderer han.

FORTSAT AKTIEOVERVÆGT

På den baggrund mener Nordea, at man skal fastholde sin investeringsstrategi selvom den politiske medvind er aftaget.

- De økonomiske nøgletal fortsætter med at være stærke, og derfor er vi også komfortable med at anbefale, at man bliver ved med at overvægte aktier i sin portefølje, konkluderer han.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder