Aktier/tendens: Banker igen i fokus - amerikansk dyk smitter af

Et tungt dyk til de amerikanske aktier onsdag aften ventes at holde begejstringen omkring det danske aktiemarked tilbage torsdag morgen.
Udløseren til kursnedturen var det niende renteløft i træk fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der ikke fandt anledning til en pause i de pengepolitiske stramninger på trods af den seneste periodes tumult om den finansielle sektor.
Ledelsen i banken havde taget uroen i den regionale amerikanske banksektor i betragtning, men i sidste ende havde de økonomiske data med fortsat alt for høj inflation vejet tungest.
Med til at gøre stemningen på Wall Street sur var det også, at USA's finansminister, Janet Yellen, samtidig med Powells pressekonference i Senatet slog fast, at myndighederne ikke overvejer at udvide garantien i de amerikanske banker til at dække alle kontoindskud.
Og i Europa kan det noteres, at amerikanske Citigroup har sænket sin sektoranbefaling af de europæiske banker til "neutral".
Dermed vil torsdag være endnu en dag med fokus på finansaktierne herhjemme, mens udbytteregn i en række mindre selskaber og et par mindre regnskaber også kan tiltuske sig opmærksomhed.
Onsdag steg C25-indekset med 0,5 pct. til 1748,49. Dermed er indekset også steget alle tre handelsdage i denne uge.
BANKAKTIER IGEN UNDER LUP
Onsdagens renteforhøjelse fra Federal Reserve kan meget vel være den næstsidste i rækken fra centralbanken, der i hvert fald i sin officielle kommunikation onsdag indikerede en terminalrente på 5,125 pct. i 2023.
Med onsdagens løft er renten i spændet 4,75-5,00 pct.
Men centralbankchef Jerome Powell holdt stadig døren på klem til flere stramninger.
- Hvis der er behov for at løfte renterne højere, vil vi gøre det, sagde Jerome Powell på det efterfølgende pressemøde.
Han understregede også, at bankens renteudvalg ikke ser nogen rentenedsættelser foran sig i år.
- Det er omkring så høgeagtig, som Federal Reserve kan være, taget den nuværende stress i banksektoren i betragtning, siger Win Thim, der er strateg hos BBH, til Bloomberg News.
Meldingerne om en snarlig top i renterne fik onsdag de amerikanske markedsrenter til at styrtdykke, hvilket alt andet lige er skidt for bankernes indtjening på rentemarginalen.
Onsdag endte Danske Bank 1,1 pct. lavere i 143,75 kr., Jyske Bank faldt marginalt med 0,04 pct. til 496,30 kr., og Nordea bakkede 0,4 pct. til 79,70 kr.
AQUAPORIN VENTER FORTSAT STOR TOPLINJEVÆKST
Blandt sidepapirerne kan Aquaporin få opmærksomhed, efter at selskabet har udtrykt forventninger om en omsætningsvækst til 50-70 mio. kr. i år fra 30,6 mio. kr. sidste år.
Sidste års salg var i øvrigt en fremgang fra 8,9 mio. kr. i 2021.
Det går dog fortsat skidt med indtjeningen, og sidste år endte nettoresultatet som et underskud på 112,1 mio. kr.
Ved udgangen af sidste år var der under 30 mio. kr. tilbage i kassen, og derfor var Aquaporin i februar ude at hente et bruttoprovenu på 74 mio. kr. gennem salg af nye aktier.
Selskabet er desuden i fortsat aktiv dialog med potentielle investorer om at få flere penge i kassen, der skal finansiere væksten, indtil selskabet kan stå på egne ben.
Aquaporin endte onsdag 2,1 pct. lavere i 83,20 kr. Det var tredje børsdag på stribe med kursfald.
NNIT præsenterer også torsdag årsregnskab for 2022. It-selskabet har desuden igen måttet udskyde afslutningen af frasalget af Agilitas Private Equity på grund af en forlænget deadline hos myndighederne, oplyser selskabet.
Aktien endte onsdag 1,6 pct. højere i 69,30 kr.
Torsdag fragår retten til udbytte hos både DFDS, Spar Nord, Møns Bank, Kreditbanken og Fynske Bank desuden. Det kan være med til at lægge teknisk pres på de aktier.
En af den seneste tids fokusaktier - GN - får desuden også lidt opmærksomhed, efter at selskabet, der stadig er på jagt efter ny kapital til gældsnedbringelse, er blevet et bestyrelsesmedlem fattigere.
Montserrat Maresch Pascual har således valgt at træde ud af bestyrelsen på grund af sygdom i familien. GN vil ikke finde et nyt bestyrelsesmedlem som erstatning, og selskabets bestyrelse består derfor fremover af Jukka Pekka Pertola, som er formand, næstformand Klaus Holse, Anette Weber, Hélène Barnekow, Ronica Wang samt tre medarbejderrepræsentanter i form af Leo Larsen, Cathrin Inge Hansen og Claus Holmbeck-Madsen.
GN-aktien steg onsdag 0,3 pct. til 143,60 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›