Aktier/tendens: Chr. Hansen i fokus med regnskab på ventet grøn dag

Udgivet den 14-10-2021  |  kl. 08:19  |  

Chr. Hansen er torsdagens regnskabsaktuelle selskab i det danske eliteindeks, hvilket i sig selv vil give fokus til aktien.

Derudover har en række selskaber fået nyt fra analysefronten, hvilket kan give bevægelser.

Samlet set er der umiddelbart udsigt til endnu en dag med stigende aktiekurser torsdag. Det indikerer i hvert fald markedet for futures. Den tyske DAX-future ligger torsdag morgen 0,4 pct. højere, og futures for de tre ledende amerikanske indeks stiger tilsvarende.

Om stigningen bliver lige så stor som onsdagens, hvor det danske eliteindeks, C25, bragede i vejret med 2,5 pct. til 1888,7, er dog ret usikkert. Onsdagens plus til eliteindekset var for øvrigt den største stigning siden november 2020.

Plusset var hjulpet godt på vej af en stigning til Rockwool på 6,3 pct., og Netcompany, Ambu og Vestas fulgte efter med stigninger på cirka 5-6 pct.

REGNSKAB FRA CHR. HANSEN

Ingredienskoncernen Chr. Hansen er før børsåbningen kommet med regnskab for fjerde kvartal 2020/21 og dermed hele regnskabsåret.

Omsætningen landede i kvartalet på 293,3 mio. euro mod ventet 289 mio. euro hos analytikerne ifølge estimater fra selskabet selv. Den organiske vækst endte på 6 pct. i kvartalet mod ventet 4,3 pct., mens nettoresultatet steg til 69,2 mio. euro fra 66 mio. euro i perioden sidste år og en forventning om 63 mio. euro blandt analytikerne.

For 2021/22 venter Chr. Hansen venter en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 27-28 pct. Derudover ses de frie pengestrømme i størrelsesordenen 140-170 mio. euro.

Aktien steg 3,7 pct. til 532 kr. onsdag.

ANALYTIKERNES KÆRLIGE BEHANDLING

Flere selskaber har været til gennemsyn hos forskellige finanshuse. Og her har bryggerikoncernen Carlsberg fået skåret sit kursmål 1030 kr. fra 1100 kr. af RBC Capital, viser data fra Bloomberg News.

Finanshuset gentager den neutrale anbefaling "sector perform".

Carlsberg-aktien steg onsdag med 2,3 pct. til 1091 kr., hvilket indikerer et negativt kurspotentiale på 5,6 pct. i RBC's nye kursmål.

Andetsteds har Jefferies genoptaget dækningen af Novozymes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 490 kr. Novozymes-aktien lukkede onsdag med et plus på 2,9 pct. til 445 kr.

Der er også analytikernyt til Coloplast. Morgan Stanley stopper således sin dækning af aktien med anbefalingen "ligevægt". Coloplast-aktien lukkede onsdag med en stigning på 1,3 pct. til 1008,50 kr.

Blandt sidepapirerne har Nordea fået løftet sit kursmål af Arctic Securities til 85,70 kr. fra 80,10 kr.

Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Bank-aktien faldt onsdag med 0,6 pct. til 77,41 kr.

Og fra den ene bank til en anden, så har Nordea været inde og vurdere potentialet i aktien i Ringkjøbing Landbobank og løftet sit kursmål til 850 kr. fra 800 kr. Finanshuset gentager samtidig den positive anbefaling "køb".

Ringkjøbing Landbobank-aktien steg onsdag 2,3 pct. til 810 kr.

DRILLING UDVALGT

Maersk Drilling, der faldt 2,2 pct. til 246,80 kr. onsdag, er blevet vagt som foretrukken kontrahent til det danske Greensand CO2-opbevaringsprojektet, der er placeret ud for den danske kyst, oplyser selskabet torsdag morgen.

Maersk Drilling har i forlængelse af tilsagnet om deltagelsen i fase 2 i Greensand-projektet indgået en rammeaftale med Nini-joint-venture-selskabet, der drives af Ineos Oil & Gas Denmark og Wintershall DEA, om levering af borerigge til projektet.

Aftalen bekræfter Maersk Drilling som den foretrukne kontrahent med ret til alt arbejde med borerigge, der er involveret i Greensand-projektet indtil udgangen af 2027. Arbejdet vil ske på gældende markedsrater, oplyser Maersk Drilling.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder