Aktier/tendens: Fald i vente fra start før stribe af rentemøder

Udgivet den 15-12-2022  |  kl. 08:24  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked ventes torsdag at åbne lavere og dermed følge i hælene på udviklingen i USA, hvor investorerne onsdag aften reagerede negativt på rentemødet i Federal Reserve, der slog en lidt mere restriktiv tone an end ventet.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt torsdag ca. 1,2 pct. efter dansk børslukketid for at lukke i et minus på 0,6 pct. efter meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

RENTEMØDE I ECB

- I dag er der fokus på rentemødet i ECB, og der også rentemøder i Bank of England og Norges Bank samt en lille kavalkade af amerikanske vækstsignaler. Den lidt matte stemning spreder sig også til Europa, hvor der er lagt op til moderate aktiekursfald fra morgenstunden af, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Den tyske DAX-future ligger torsdag morgen 0,6 pct. lavere, mens de amerikanske aktiefutures peger på en uændret åbning i USA i eftermiddag. Herhjemme steg C25-indekset onsdag med 0,5 pct. før vendingen på de amerikanske børser efter rentemødet.

Federal Reserve hævede som ventet sin ledende rente med 50 basispoint efter at have hævet den med 75 basispoint på hvert af de fire foregående rentemøder. Men samtidig signalerede den en mere høgeagtig indstilling til renten de kommende år.

Men reaktionen var dog ifølge Jyske Bank meget afdæmpet.

- De finansielle markeder ignorerede de høgeagtige budskaber fra Fed, fordi budskaberne mere blev set som et forsøg på at skræmme investorerne end som udtryk for Feds faktiske forventninger til renten, skriver Jyske Bank.

KØBER OP I CANADA

Carlsberg har torsdag morgen annonceret opkøbet at det canadiske bryggeri Waterloo Brewing for 144 mio. canadiske dollar eller 741 mio. kr., inklusive optioner.

- En af vores prioriteter i vores Sail'27-strategi er at vokse vores forretning i attraktive markeder, hvor vi i dag er små, så som Canada. Opkøbet af Waterloo Brewing forbedrer vores vækstudsigter i det canadiske marked betydeligt, siger Carlsbergs administrerende direktør, Cees 't Hart, i meddelelsen.

Waterloo Brewings portefølje består blandt andet af lokalt bryggede øl og færdigblandede drinks.

Carlsberg steg onsdag 0,6 pct. til 915 kr.

Hvis de europæiske investorer vælger at spejle sig i udviklingen i USA, er der en god chance for, at de sundhedsrelaterede aktier fra åbningen torsdag vil klare sig relativt bedre end gennemsnittet i et forventeligt let negativt europæisk marked.

Sundhedsindekset under det brede S&P 500-indeks var det eneste, der gik fri af kursfald i onsdagen amerikanske marked.

Novo Nordisk satte onsdag kursrekord med et lukkeniveau på 937,50 kr. efter en stigning på 0,9 pct. I samme sektor steg Coloplast 1,2 pct. til 873,20 kr., mens Lundbeck faldt 1,1 pct. til 27,18 kr.

KONTRAKT I NORDSØEN

Noble Corporation, der onsdag steg 1,0 pct. til 248 kr., har indgået en kontrakt med BP om boring i den britiske Nordsø med boreriggen Noble Innovator til en værdi af omkring 50 mio. dollar.

Aftalen ventes igangsat i maj 2023 og varer ét år. Dertil indeholder kontrakten en option på yderligere et år til en værdi af 58 mio. dollar.

Der er analysenyt om A.P. Møller-Mærsk. Amerikanske JPMorgan har sænket kursmålet for aktien en anelse til 27.700 kr. fra 28.900 kr. Kursmålet er imidlertid stadig et godt stykke over den aktuelle kurs, og anbefalingen er fortsat "overvægt".

Mærsk B faldt 0,4 pct. til 14.715 kr.

Internethandelsselskabet Boozt har desuden fået hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea. Det viser data fra Bloomberg News.

I samme ombæring sættes kursmålet til 95,83 kr., hvilket svarer til et potentiale på 27,3 pct. sammenlignet med lukkekursen onsdag.

Her lukkede Boozt-aktien med et plus på 1,4 pct. til 75,30 kr.

LØFTET KURSMÅL TIL CHR. HANSEN

Chr. Hansen har desuden fået løftet kursmålet hos Barclays til 550 kr. fra 475 kr. efter annonceringen mandag om den planlagte fusion med Novozymes. Anbefalingen er uændret "ligevægt".

Onsdag steg Chr. Hansen 1,4 pct. til 535,40 kr.

Københavns Lufthavne (KBHL) opjusterer forventningerne til hele 2022 og venter nu et resultat før skat på cirka 250 mio. kr. mod tidligere ventet 125-225 mio. kr.

Det oplyser selskabet torsdag morgen i en kortfattet meddelelse, hvor eneste begrundelse for justeringen er den nuværende makroøkonomiske situation.

Lufthavnens aktie faldt 1,9 pct. til 6180 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯