Aktier/tendens: Fredelig åbning med Demant og GN i orbit

Udgivet den 19-11-2019  |  kl. 08:07  |  
Arkiv: Foto

Der er lagt op en fredelig åbning på det danske aktiemarked tirsdag, hvor der kun er yderst begrænsede indikationer fra udlandet.

De amerikanske aktier lukkede en anelse højere i New York end ved danske lukketid mandag, og i Asien er der små fald i Japan og svagt stigende aktiekurser i Kina.

Aktiemarkederne prøver at absorbere modsatrettede signaler i handelskrigen mellem USA og Kina.

Futuresmarkedet peger ganske let opad tirsdag morgen, hvor de store amerikanske indeksfutures ligger med stigninger på rundt regnet 0,1 pct.Samtidig viser den tyske Dax-future et plus på 0,2 pct.

GODT NYT FOR HØREAPPARAT-INVESTORER

Det lykkedes mandag Demant at berolige investorerne med periodemeddelelsen for perioden frem til mandag, hvor selskabet knyttede flere tal og kommentarer til effekterne af det hackerangreb, der ramte selskabet i starten af september.

Demant valgte samtidig at genstarte det afbrudte aktietilbagekøbsprogram, selv om det vil gå ud over gearingen, der midlertidigt vil overstige målsætningen på 1,7-2,2 gange driftsresultatet. Det fik svenske SEB til at løfte kursmålet for Demant til 195 kr. fra 180 kr., og gentage anbefalingen "hold". ABG Sundal Collier har sideløbende sænket anbefalingen af Demant til "hold" fra "køb", mens kursmålet er hævet til 204 kr. fra 189 kr.

Demant steg 6,9 pct. mandag til 204,30 kr.

Såvel Demant som GN kan skæve til nyt fra den schweiziske industrikopllega Sonova, der har afleveret et stærkt regnskab for første halvår 2019/20. Regnskabet indeholdt en opjustering af forventningerne til hele året.

GN lukkede mandag i 312 kr. efter en stigning på 0,7 pct.

Softwareselskabet Simcorp fortsatte mandag de stærkt positive takter, der har omgæret selskabet siden sidste uges stærke regnskab. Siden har SEB løftet sit kursmål for aktien til 690 kr. fra 640 kr., mens anbefalingen fortsat lyder på "hold".

Mandag sluttede aktien med en stigning på 0,7 pct. til 698,50 kr.

Biotekselskabet Bioporto vil investere mere i en registreringsansøgning for NGAL-testen til brug i voksne hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. Det betyder en større regning end hidtil antaget, og derfor har selskabet sent mandag nedjusteret forventningerne til hele 2019. Nu ventes en omsætning på 29 mio. kr. og et driftsresultat på minus 70 mio. kr. Tidligere var forventningen et salg på 32 mio. kr. og et driftsunderskud på 65 mio. kr.

Bioporto faldt 2,7 pct. til 3,26 kr. mandag.

Zealand Pharma har fået sænket anbefalingen hos amerikanske Jefferies til "hold" fra "køb", mens kursmålet omvendt er løftet til 235 kr. fra 185 kr. Ændringen kommer efter en uhyre stærk periode for aktien, der samlet steg er steget med knap 200 pct. i 2019.

Mandag steg Zealand Pharma 6,4 pct. til 245 kr.

Biotekselskabet Orphazyme har fået plads i overhalingsbanen i godkendelsesproceduren hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for midlet Arimoclomol til behandling af den arvelige livstruende sygdom Niemann-Pick Disease Type C.

Mandag lukkede Orphazyme i 51 kr. efter et kursfald på 1,2 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder