Aktier/tendens: Genmab i fokus på salgstal i ventet positivt marked

Udgivet den 22-02-2017  |  kl. 08:34  |  
Arkiv: Foto

Onsdagens højdepunkt på det danske marked er årsregnskab fra bioteksuccesen Genmab, som dog først ventes, efter at markedet er lukket onsdag eftermiddag. Men fra morgenstunden er der kommet salgstal på Darzalex, der er godkendt til behandling af knoglemarvskræft.

Samlet peger det på, at det danske aktiemarked vil åbne med en positiv undertone onsdag. Tirsdag aften sluttede det amerikanske marked igen med friske rekorder i alle tre store aktieindeks, men de var allerede steget ved europæiske lukketid.

Onsdagens handel i Asien byder ikke på store udsving, og med mange investorer solidt placeret på sidelinjen inden onsdag aftens referat af seneste rentemøde i USA's centralbank, Federal Reserve, ventes en afdæmpet handel. Onsdag morgen ligger de amerikanske aktiefutures med stigninger i omegnen af 0,1 pct., mens den tyske Dax-future stiger 0,4 pct.

MEDVIND TIL GENMAB

Salgstallene for Darzalex viste en stigning i salget på 10,5 pct. i januar sammenlignet med december. Og tallene kan efter give medvind til Genmab på aktiemarkedet onsdag morgen, selv om aktien steg knap 2 pct. til 1422 kr. tirsdag, vurderer Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank.

- Det kan sagtens være, at man belønner de her salgstal med en kursstigning i dag, for det ser ganske pænt ud, siger Søren Løntoft Hansen, der har en købsanbefaling på aktien.

Genmab, der steg tirsdag 1,9 pct. til 1422 kr., venter i 2016 en omsætning i intervallet 1790-1840 mio. kr. og et driftsoverskud på 1015-1065 mio. kr. Spændingen er dog gået af ballonen, hvad resultaterne angår, og derfor er det altoverskyggende fokus rettet mod forventningerne til 2017 og især til salget af kræftmidlet Darzalex.

MÆRSK OG DONG I SNAK

A.P. Møller-Mærsk og Dong Energy ligger angiveligt i forhandler om en fusion af de to selskabers olieaktiviteter. Det skriver Børsen med henvisning til anonyme kilder. Et perfekt match, men også som en vanskelig opgave, vurderer KPMG-rådgiver. Mærsk B fandt tirsdag 0,3 pct. til 11.930 kr., mens Dong Energy lukkede 0,1 pct. lavere i 252,50 kr.

Jyske Banks regnskab tirsdag viste overraskende gode tal, men kursreaktionen var relativt nervøs, da der allerede var opbygget høje forventninger. Onsdag sænkes anbefalingen af Jyske Bank-aktien til "sælg" fra "akkumulér" af ABG Sundal Collier, som også sænker sit kursmål til 325 kr. fra 365 kr. Aktien faldt marginalt tirsdag til 372,80 kr.

Pandora vil gøre det lettere for de amerikanske aktionærer at handle aktien. Koncernen åbner i lighed med Novo Nordisk et ADR-program, som i Pandoras tilfælde vil blive bestyret af JPMorgan over de næste fem år. Pandora steg 1,2 pct. til 832,50 kr. tirsdag.

Novo Nordisk arbejder på at vende skuden i USA, og der er blandt andet skudt gang i en omfattende tv-reklamekampagne, hvor fiktive diabetikere lovpriser den langtidsvirkende insulin Tresiba. Det skriver Berlingske onsdag. Novo bruger årligt omkring 500 mio. kr. på reklamer rettet direkte mod amerikanske forbrugere. Aktien steg tirsdag med 1,5 pct. til 249,70 kr.

MOBILEPAY SÆNKER PRISEN

Den Danske Bank-ejede betalingsløsning Mobilepay sænker priserne markant over for butikkerne og starter derved en priskrig på betalingsmarkedet, hvor Mobilepay nu kan stå i direkte konkurrence med det mobile dankort fra Nets. Danske Bank lukkede tirsdag med et plus på 0,8 pct. til 242,60 kr., mens Nets steg 0,7 pct. til 124,60 kr.

Rockwool, der er regnskabsaktuel fredag, får løftet kursmålet af ABG Sundal Collier onsdag morgen med godt en sjettedel til 1400 kr. Anbefalingen er fortsat "køb". B-aktien steg tirsdag 1,3 pct. til 1254 kr.

Tirsdagens regnskab fra NKT løftede sløret for, at udskillelsen Nilfisk som et selvstændigt børsnoteret selskab, kører efter planen. Aktien faldt efterfølgende 0,8 pct. til 524 kr.

FLSmidth sikrede sig ifølge en meddelelse tirsdag eftermiddag en ordre fra det canadiske selskab Belo Sun Mining på første fase af en guldmine i Brasilien. Samtidig er koncernen blevet en storaktionær fattigere. Det amerikanske investeringsselskab Franklin Mutual Advisers ejer nu mindre end 5 pct. af ingeniørkoncernen. FLSmidth-aktien steg tirsdag 0,9 pct. til 352,50 kr.

Onsdag er der desuden regnskaber fra Aarhus Elite og Kreditbanken. Aarhus Elite faldt 2,2 pct., mens Kreditbanken sluttede med et plus på 0,2 pct. tirsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder