Aktier/tendens: Genmab og Vestas kan tage fokus - rød start i vente

Udgivet den 16-05-2022  |  kl. 07:56  |  
Arkiv: Foto

Det tegner til en svag let lyserød start på det danske aktiemarked mandag efter den forlængede weekend. Futures for det tyske DAX-indeks , der normalt er en god indikator for C25, peger på et fald 0,2 pct. Og også de amerikanske ledende indeks ligger til fald på mellem 0,3-0,4 pct.

Genmab kan komme i fokus, efter et væld af analysenyt efter onsdagens regnskab. Også Vestas kan komme ind på lystavlen efter sænket anbefaling.

Torsdag lukkede C25-indekset 0,4 pct. lavere i 1584,86.

- Handelsugen starter blødt ud, idet dagen i dag ikke byder på nogen væsentlige makroøkonomiske nøgletalsopgørelser eller finansielle begivenheder, der potentielt kunne have haft en indvirkning på markedsstemningen, skriver Handelsbanken i en kommentar til mandagens udvikling.

Men der kan komme lidt røre omkring Genmab, efter onsdagens sene regnskab for første kvartal, som blandt andet indeholdt en oppræcisering af forventningerne.

Siden har flere børshuse skåret kursmålene for selskabets aktie, men hos Bryan Garnier og Berenberg er anbefalingerne blevet en tand mere positive.

Bryan Garnier har sat anbefalingen op til "neutral" fra "sælg." Og Berenberg siger nu "hold" mod før "sælg."

I regnskabet blev bunden af intervallerne for Darzalex-salget, omsætningen og indtjeningen alle løftet, og samtidig var driften i første kvartal isoleret set også bedre end ventet.

Genmab faldt dog med 1,4 pct. til 2033 kr. torsdag.

VESTAS SÆNKET

Vestas har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Berenberg, der samtidig har skåret kursmålet til 165 kr. fra 190 kr., viser data fra Bloomberg News.

Også Kepler Cheuvreux har sænket kursmålet, der nu lyder på 168 kr. fra 182 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Vestas tabte 4,4 pct. på kursen torsdag til 148,66 kr.

For Pandoras vedkommende har den britiske storbank HSBC sænket sit kursmål for aktien til 730 kr. fra 1000 kr., mens den positive anbefaling "køb" dog fastholdes.

Pandora steg torsdag i sidste uge med 0,1 pct. til 540,40 kr. Siden starten af maj er aktien dog faldet med 14,1 pct.

Medicinalskoncernen Lundbeck har fået hævet sit kursmål til 150 kr. fra 135 kr. hos Deutsche Bank, der dog gentager anbefalingen "sælg".

Kursmålsløftet følger efter et bedre end ventet regnskab for første kvartal hos Lundbeck. Det sendte sidste uge aktien i vejret, og torsdag steg den 4,2 pct. til 166,25 kr.

Deutsche Banks kursmål er således stadig knap 10 pct. under den aktuelle kurs.

ORPHAZYME SOLGT

Biotekselskabet Orphazyme har indgået aftale om salg af alle selskabets aktiviteter til amerikanske Kempharm for 12,8 mio. dollar - svarende til 89,5 mio. kr.

Det oplyste biotekselskabet fredag, hvor det danske marked var lukket grundet store bededag.

Salget omfatter alle driftsaktiviteter - inklusive dem relateret til udviklingen af Arimoclomol til behandling af Niemann Pick type C.

Orphazyme-aktien sluttede torsdag før store bededag med et fald på 0,2 pct. i 2,11 kr., hvilket giver selskabet en markedsværdi på 75 mio. kr. Dermed er salgsprisen omtrent 19 pct. over markedsværdien.

Trifork har opjusteret forventningerne, så selskabet nu sigter efter en omsætning på 180-185 mio. euro mod tidligere ventet 175-180 mio. euro.

Samtidig ventes der nu et driftsresultatet før renter og skat (EBIT) på 16,5-19,0 mio. euro mod tidligere ventet 15,5-18,0 mio. euro.

Aktien faldt 2,9 pct. til 203 kr. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯